Det var ikke kun et nyt boligområde nogle få kilometer væk. Det var en helt anden verden, Ib Tardini flyttede til, da han kom over på den østlige side af Lyngbyvej.

For efter at have vokset op med en enlig mor under "noget kummerlige vilkår" i Vangede, var der helt andre rigdomme i de boliger, unge Ib Tardini cyklede rundt til som elektrikerlærling i Klampenborg og Charlottenlund.

"Det var kanonrige mennesker. Og dér får jeg den store, store vrede omkring uligheden", siger han. Han sidder i skyggen på sin altan. Tilbagelænet i stolen, med åbentstående skjorte, en kaffekop indenfor rækkevidde og en tændt cerut i højre hånd.

Unge Ib Tardini var blevet vred dér i de store villaer i Klampenborg. Den vrede blev brændslet til hans arbejdsliv. Han ville forandre, påvirke, indoktrinere, som han siger. Han måtte blive skolelærer, tænkte han. Her kunne han påvirke. Men børnene lærte ham hurtigt, at der var et langt bedre middel til indoktrinering.

Ib Tardini har hele sit liv boet i Gentofte. Sine første mange barnesko trådte han i 1950'ernes Vangede, hvor han boede i de dengang nyopførte Nymose Huse.

"Jeg tror, at man dengang havde et krav om, at man skulle have mindst tre børn for at måtte bo der, så det var et meget børnerigt kvarter. Jeg husker det som meget hyggeligt", fortæller han.

Dengang i 50'erne var det kun den ene afdeling af Nymose Huse, der var opført. Dér, hvor den anden afdeling skulle være, var der bare mark. Og den gik lille Ib over på vej til skole. En dag, han legede med tændstikker, fik han sat ild til hele marken.

"Da jeg kom hjem, holdt der en politibil ved huset. Jeg husker det, som om at min mor havde lavet en aftale med politibetjentente om, at de skulle sætte en skræk i livet på mig. Jeg følte det, som om at de nærmest var på vej til at tage mig ud i bilen og tage mig på børnehjem", fortæller han i dag.

Så galt gik det dog ikke. Senere, i 7. klasse, blev han smidt ud fra Bakkegårdsskolen, og han har derfor aldrig taget 7.-9. klasse.

"Så jeg har aldrig lært at stave, og jeg taler engelsk som en brækket arm", siger han.

Efter skolen fik han arbejde på en fabrik, og senere kom han i lære som elektriker. Som 18-årig flyttede han hjemmefra, over på den anden side af Lyngbyvejen. Her cyklede han som elektrikerlærling Ordrup, Charlottenlund og Klampenborg tynd. Og det var her, han blev vred. Over den store ulighed i rigdomme.

"Dér besluttede jeg mig for et socialistisk-kommunistisk grundsyn om, at jeg ville ændre verden, så forskellene blev mindre", siger han på sin altan i Charlottenlund.

Benene har han lagt op på stolen over for sig.

Han besluttede sig for at være skolelærer og begyndte senere på Blågårdens Seminarium. Så skulle han ud og indoktrinere.

Men når han i sine praktikforløb talte med børnene, sagde de altid den samme sætning.

"Jamen, inde i fjernsynet siger de, at ..."

"Jeg fandt ud af, at billedmediet er et meget kraftfuldt virkemiddel - også til at påvirke mennesker. Det er meget voldsomt", fortæller Ib Tardini i dag.

Mens han stadig gik på seminariet, begyndte han at bruge mere og mere tid på film. Danmarks Radio havde studiet på seminariet, der lå tæt på TV-Byen i Søborg. Siden blev han mere involveret og kom til at hjælpe til med nogle produktioner for Danmarks Radio.

En dag ringede en gammel ven, der havde fået lidt filmarbejde for Simon Spies, og ville have Ib Tardini med i produktionen af en film. Han skulle passe nogle af de børn, der var med i filmen, og gå lidt til hånde. Produktionen var der dog ingen, der havde styr på, så det endte med, at Ib Tardini tog mere og mere over.

Her var noget, han var god til, og noget han kunne leve af. Og hvad var det nu, børnene i praktikperioderne havde sagt?

I stedet for at ende bag et kateder endte skolelærerdrømmen bag et kamera. Indignationen fra Klampenborg glemte han dog aldrig.

"I starten af min karriere lavede jeg film, som var meget meningsdannende. Vi ville have, at folk skulle stille spørgsmål ved den tilværelse, der blev budt dem", fortæller han.

En af filmene var 'Du er ikke alene', der skildrer nogle efterskoleelevers oprør mod den autoritære forstander. En anden var 'Vil du se min smukke navle', som Søren Kragh-Jacobsen instruerede i 1978. Den holder stadig som film den dag i dag, mener Ib Tardini.

"Den holder, fordi den har de ægte følelser, og den viser det med, hvor svært det er at finde en kæreste", siger han.

I de seneste 40 år har han været med som konsulent, producer eller assistent på utallige film og tv-serier i alle afskygninger. Han har lavet film med Jørgen Leth, Bille August og Lars von Trier. Han har lavet film, der er en del af den kollektive erindring for danskere født før årtusindskiftet. Og han har været med til at rykke grænserne for den danske filmproduktion. Blandt de mest kendte film og tv-serier, han har været med til, kan nævnes 'Kundskabens Træ', 'Zappa', 'Walter og Carlo', 'Drengene fra Sankt Petri', 'Italiensk for begyndere', 'Ørnen' og den sidste film, han medvirkede til, blev 'Viceværten' i år 2012.

Han bryder sig ikke om at fremhæve nogle film fremfor andre. Og han vægrer sig ved at svare direkte på de film, han er mest stolt af.

"Der er mange, der stikker ud. Så er der jo nogen film, der måske ikke var så gode, men så har de måske været med til at bringe os videre fortællemæssigt eller på en anden måde", siger han.

Alligevel er der nogle produktioner, som han er særligt glad for.

"'Gummi-Tarzan' er en klassiker. Den løftede jo børnefilm", siger han.

Søren Kragh-Jacobsens film fik premiere i 1981, og dengang var børnefilm noget andet, mener Ib Tardini.

"Det var langt hen ad vejen 'Min Søsters Børn' og 'Far til fire', som ikke indeholder et gram af fornuft. Det er ren underholdning, og det er også fint nok. 'Gummi-Tarzan' var en vigtig start på en tradition, vi ikke rigtig har mere: de gode børnefilm. Det var i høj grad båret af Ole Lund Kirkegaard, der var en fantastisk fortæller. Han havde jo også en opdragende funktion i sit forfatterskab, det ville han gerne".

Historien om den lille dreng Ivan Olsen, der får buksevand, berørte nemlig også den ild, der brændte i Ib Tardini. Den indignation over det uretfærdige. Over den vilkårlige ulighed.

"Det er jo en fantastisk eventyrlig børneaction-mobningsfilm, men som stadigvæk kan anvendes som en familiefilm, og som man kan se med sine børn og have en snak om mobning ud fra", siger Ib Tardini.

De andre film, han alligevel fremhæver, handler også om forståelse. Viden. Indoktrinering. Om at stille spørgsmål til tilværelsen.

"Trilogien - altså 'Bænken', 'Arven' og 'Drabet' - er jeg rigtig stolt af. Det er tre film, der er med til at dokumentere en tid. Det er jo ét værk, et sandfærdigt billede af en tid", siger Ib Tardini, der har været producer på alle tre.

Inspirationen til den første film kom faktisk delvist fra Femvejen. Ib Tardinis morgenrute til arbejdet gik forbi Femvejen, og hver morgen, når han kørte forbi, sad der nogle alkoholikere på bænken. Per Fly havde set en lignende bænk et sted på Amager. Menneskene på bænkene ville de to lave en film om.

Det blev til tre film om det klassedelte Danmark. Om de mennesker, vi kun ser gennem bilruden på vej på arbejde. Og de folk, vi læser om i avisernes spalter. Om forskellen, uligheden.

Når man har arbejdet længe i dansk film, er det svært at komme uden om Lars von Trier. Og Ib Tardini har da også arbejdet med Danmarks mest berømte instruktør ved flere lejligheder. Blandt andet ved tv-serien 'Riget', hvor Ib Tardini var co-producer i 1994.

For Ib Tardini står serien stadig som noget særligt. Både som et nybrud i dansk filmproduktion og for seriens leg med begreber og emner.

Man blandede mystik med videnskab og humor med spøgelseshistorier, fortæller han. Og det var nyt. Derfor havde produktionsholdet heller ikke den store idé om, hvordan den blev modtaget.

"Vi vidste ikke, om det kunne ramme folk. Jeg var frygtelig nervøs, før den blev sendt. Jeg glemmer aldrig, da jeg skulle vise den i Danmarks Radio. Det var filmet gult og rystet, og nogle af Danmarks Radios ledere spurgte mig: 'Kan det her overhovedet blive til en film?' Jeg løj dem lige op i hovedet og sagde: 'Ja, det er jeg helt sikker på'", griner han.

"Det viste jo bare, at hvis historien er god nok, så er det lige meget, om det er uskarpt. Det er også derfor, at vi fik hele dogme-bølgen", siger han.

Ib Tardini lavede sin sidste film i 2012, og siden da var han i en periode leder af producerlinjen på Den Danske Filmskole.

Det er han også stoppet med nu. Han vil gerne stadig indoktrinere, siger han. Nu skal 'mediet' bare være foredrag om hans liv med dansk film. Og om hvordan man flytter ting. Gør noget. Påvirker. Indoktrinerer.

Når han ser tilbage på sit arbejdsliv, mener han, at han har fået sin indignation ud. Han har fået folk til at tage stilling, mener han.

"Kigger man på mit cv, så er der i hvert fald gjort noget ved det. Jeg har været med til at gøre en forskel. Der er værker, folk har diskuteret ud fra, blevet glade af og grædt til", siger han.

Indoktrineringen skal nok heller ikke tages så bogstaveligt, lader han forstå.

"Folk skal bare gå i biografen og lade sig indoktrinere. De skal forføres, og de skal blive påvirket emotionelt. Alle har jo i dag gået i en god børnehave, så de kan godt analysere, om det her er ren indoktrinering, eller de bliver klogere".