Fredag den 25. september flytter posthuset i Humlebæk Center til SuperBrugsen samme sted. Her kan kunderne se frem til markant længere åbningstider.
- Når posthuset åbner hos SuperBrugsen, kan vi tilbyde vores kunder en bedre tilgængelighed, end de kender fra posthuset i dag. Vi glæder os til at samarbejde med SuperBrugsen om et posthus. Her kan man hente breve og pakker og købe frimærker og pakkeporto fra klokken 9.00-20.00 alle ugens dage, udtaler Maj-Britt Radmer, kundechef i Post Danmark.
I posthuset hos SuperBrugsen tredobles åbningstiderne, der udvides fra 25,5 til 77 timer ugentligt, oplyser Post Danmark i en pressemeddelelse.
- Det nye posthus får en god, central placering i butikken. Vi glæder os til at servicere både nye og gamle kunder og har en forventning om, at det at have et posthus i endnu højere grad vil gøre SuperBrugsen til et midtpunkt, uddyber Michael Christensen, uddeler i SuperBrugsen Humlebæk.
Samtidig med flytningen sker der ændringer for posthuset, der betyder, at hvis man fremover fx skal sende et rekommanderet brev eller betale en regning, skal man gøre det på posthuset i Espergærde hos Espergærde Vinhandel på Vester Torv. Flytningen af posthuset får ingen betydning for postomdelingen i området.
