Julie Grothen, OPLEV
Det er ikke kun i haverne, at æblerne er ved at være klar til at plukke. OPLEV Sjælland har bedt naturvejledere og skovløbere give tips til gode æblesteder, hvor det er tilladt at forsyne sig med frugter til eget forbrug.
Hvis man går sig en tur langs de nedlagte baner - for eksempel ved naturstien Fodsporet, der går mellem Næstved, Slagelse og Skælskør - så finder man masser af æbletræer, hvor man kvit og frit kan forsyne sig.
- Det er jo en nedlagt jernbanestrækning, og æbletræerne er måske efterkommere af æbleskrog, som folk smed ud af togvinduet i 1950'erne, forklarer naturvejleder Marie Roland fra Naturstyrelsen Storstrøm.
Æbler og pærer
Også Vestskoven, som strækker sig over Albertslund, Høje Tåstrup, Glostrup og Ballerup kommuner, er et virkeligt godt sted at gå på æblerov, fortæller naturvejleder Stephan Springborg fra Naturstyrelsen Østsjælland.
- I skovbrynene er der plantet kilometervis af hegn med frugt, nødder og bær, siger Stephan Springborg, der også anbefaler at man går i Vestskoven efter pærer.
- Lige ud mod motorring 3 er der et stort stykke, som vi kalder pæreplantagen, hvor der går får. Man må gerne kravle over hegnet og høste sine egne pærer, siger han.
Æbler til gelé
I Vestsjælland er det en god idé at tage en tur i den unge Høng Skov, hvor der er plantet en del forskellige æblesorter, som man gerne må plukke af, fortæller Ebbe Larsen fra Naturstyrelsen Vestsjælland, som også fortæller at man kan finde æbler i Klosterskov ved Kalundborg, hvis man leder lidt efter dem.
Hans kollega Leif Nielsen fortæller, at man i yderkanten af Nakke Skov ved Rørvig finde æbler af gamle spisesorter.
Endelig kan man også finde æbler i Boserup Skov ved Roskilde.
- De er dog er af den mere sure slags, som egner sig bedst til gele, fortæller skovløber Henrik Danshøjgaard.
