Ørkenens Sønner opstod på Det Kgl. Teater, hvor Søren Pilmark, Henrik Koefoed, Asger Reher og Flemming Enevold mødte hinanden. De opdagede, at de sammen var gode til at fortælle vittigheder og synge flerstemmigt.
- Ørkenens Sønner opstod som optakt til en fest på teateret. Det var lidt spontant. Vi tog hjem til en af os og øvede en fødselsdagssang. Men derudover var der overhovedet ikke planlagt noget, fortæller Asger Reher.
Den spontane idé blev til et midnatsshow i 1990, og hurtigt afløste det ene show det andet, dog med Niels Olsen på Flemming Enevolds plads.
- Vi leger stadig, som vi gjorde for 25 år siden, siger Asger Reher.
»Een gang til for prins Knud« er gruppens syvende show, og med den voksende popularitet er der kommet mere fokus på det kommercielle aspekt af forretningen og de sociale medier. Backstage-billeder på Instagram-profilen @orkson og hyldest-sange til turné-byerne på Facebook-profilen »Ørkenens Sønner« er nu et fast element.
- En erhvervscoach sagde til os, at vi er det stærkeste brand på vores område. Nu bruger vi Facebook og Instagram og er blevet mere kommercielle. Vi har produktudviklet vores image, siger Asger Reher.
