Politihunde invaderer Næstved

Næstved er værtsby ved årets DM for Politihunde. Lørdag og søndag skal hunde og førere dyste i alt fra lydighed til forbryderfangst.

Politiorkestret gik fredag eftermiddag i spidsen for optoget fra Bredstræde Parkeringen langs den fritlagte Suså og rundt i Næstveds gader for at sætte stemningen og markere, at DM for Politihunde er i gang.

Åbne øjnene

Det kræver et enormt stort arbejde at arrangere DM for Politihunde.

Det kan formanden for Dansk Politihundeforening - Næstved afdeling skrive under på.

- Det er meget ressourcekrævende, og det er mange hænder, der skal til. Vi bruger rigtig mange arealer i området til konkurrencerne, og der skal søges mange tilladelser, forklarer Jesper Kragh Hansen, der har været formand i tre år, men medlem af foreningen i 22 år.

Planlægningen startede for halvandet år siden, hvor Jesper Kragh Hansen bookede Menstrup Kro. Her indkvarteres alle deltagerne.

Dansk Politihundeforening - Næstved afdeling har ansvaret for, at alle konkurrencerne forløber som de skal. 50 frivillige hjælper til under selve afviklingen af DM.

Vinderne kåres

I alt deltager 24 patruljehunde, 14 kriminalhunde og 10 vinderhunde. Hundeførerne er en blanding af private og politiets tjenestehundeførere.

Konkurrencerne starter lørdag morgen kl. 7.30. Ved hovedstandpladsen på Gardehusarvej i Næstved har publikum mulighed for at se lydighedsøvelserne, spring og stop. Det er også her, at hovedtavlen bliver ført med løbende opdatering af resultater.

I kantinen vil der være salg af blandt andet grillpølser og fadøl, der vil være amerikansk lotteri og stande med hundetilbehør og foder. Der vil desuden være en stand med historien om Næstved afdelingen.

Danmarksmestrene i de tre klasser kåres søndag kl. 17, og de tre bedste i hver klasse hyldes. Læs meget mere og se programmet på www.danskphnaestved.dk.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...