Flyvende lamper skaber frygt - men de er lovlige

Rislamper - også kaldet lanterner eller varmluftsballoner - er en japansk tradition, som vinder indpas i Danmark. Ved begivenheder sender folk lamperne i vejret med levende lys indeni, som får ballonerne til at svæve højt og ofte længe.

Men de er bestemt ikke uproblematiske. Ejmer Saxtoft fra Nyråd har inden for tre uger fundet to balloner ved Køng Mose. Ballonerne er næsten udbrændte, og det får Ejmer Saxtoft til at ryste på hovedet, skriver Sjællandske.

- Lanternerne kan sætte ild i marker, skove og huse. Tænker folk sig slet ikke om. Er det overhovedet lovligt, spørger han?

Legetøj

Hertil svarer indsatsleder Claus Christensen Sydsjællands Brand og Redning:

- Umiddelbart kommer det ikke ind under fyrværkeriloven. Det er jo varmluftsballoner i legetøjsudgaven.

Men så tilføjer han:

- Man kan også lege så meget, at man skader sine naboer, og så har man et ansvar for det. Beredskabsstyrelsen er ked af de her balloner. Man må godt sende dem op, men gør man det, og ballonen rammer et hus, der bryder i brand, får man en bøde.

Brugen af rislamper er altså lovlig, men Beredskabsstyrelsen fraråder at bruge dem. Styrelsen henviser til, at der skal udvises forsigtighed ved enhver form for brug af åben ild og lys.

»Hvis man anvender rislamper, som efterfølgende forårsager en brand, kan det jo nok være vanskeligt at påberåbe sig, at man har udvist sikkerhed, da man ikke har nogen som helst mulighed for at navigere med disse,« skriver styrelsen.

Ulovligt ved lufthavne

Sender man en rislampe af sted ved en lufthavn, kan det derimod være ulovligt. Styrelsen skriver, at »en såkaldt ubemandet friballon kun (må) opereres uden

tilladelse fra Statens Luftfartsvæsen hvis...

1) opsendelsen sker i en afstand af mindst 5 km til nærmeste lufthavn (uanset flyvehøjde)

2) flyvehøjden er max. 100 m over terræn.

3) den ikke udgør fare for personer eller ejendom på jorden.«

Overtrædelse af disse regler kan give op til to års fængsel. Om ansvaret for det skriver styrelsen:

»Det er opsenderens ansvar, at ovenstående overholdes og da der ikke er garanti for, at rispapir lamperne fx holder sig under 100 m over jorden, er det naturligvis problematisk og risikofyldt, at opsende rislamper.«

Som om det ikke var nok, skal man også passe på ikke at opsende lanternerne for tæt på kyster. Der findes nemlig bestemmelser om, at man ikke må opsende signaler nær kyster, hvor de kan forveksles med nødblus.

Så lanterner er lovlige...men det er på eget ansvar, hvis der sker noget, og de er jo ikke styrbare, så man løber en risiko ved at sende dem op, skriver Sjællandske.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...