Serien »På besøg i baglokalet« er tilbage og har denne gang besøgt Farfars blomster i Nørregade.
Butikken i Nørregade åbnede Svend Aage Andreasen for godt fire år siden.
- I teorien er det et løgnenavn, siger Svend Aage Andreasen og forklarer, at han har fem børn - men de er alle piger.
- Men der er logik i det. Min forrige kone var ældre end mig og havde to voksne drenge, så som 39-årige blev jeg pap-farfar, forklarer han.
Svend Aage Andreasen har solgt mobiltelefoner i 16 år i Ringsted, både som ansat og selvstændig. Han sluttede i Telekæden, som lå i de lokaler, hvor Farfars blomster nu hører til.
- De lukkede ned, og så tænkte jeg, at den branche gider jeg ikke mere, siger Svend Aage Andreasen, som fik lyst til at købe en buket til sin daværende kone.
Den var ikke så stor, men dyr og holdt kun nogle få dage. En sen nat tænke han, at det kunne han gøre bedre.
Så googlede han sig frem til, hvordan man binder buketter, og prøvede klokken fem om morgenen med blomster fra haven.
- De blev mere specielle end kønne, indrømmer Svend Aage Andreasen, som dog ikke opgav så hurtigt.
Han fik kontakt med en blomstergrossist og fik derigennem fat i ordentlige blomster. Han lavede nogle buketter og solgte dem fra vejkanten ved sit hus.
- Jeg lavede 100 buketter på en uge, fortæller Svend Aage Andreasen, som derfor valgte at åbne butikken på Nørregade, hvor han jo kendte lokalet.
Farfars blomster har primært buketter, men også værtindegaver og lidt brugskunst.
britt
Læs mere i Lokalbladet Ringsted uge 39.