Da Gina Øbakke fyldte 40, var hun borgmester og blev fejret med en velbesøgt reception på Lille Heddinge Mølle. Det gentog sig 10 år senere, da hun fyldte 50 - nu som leder af oppositionen. Men når hun på tirsdag runder 60 år, markeres dagen kun med en inviteret fest for familie og venner.
Det hænger sammen med, at hun ikke er en offentlig person mere. Det er snart seks år siden, at hun forlod kommunalpolitik efter 24 år - heraf halvdelen som borgmester. Det var omtrent samtidig, at hun endegyldigt lagde drømmen om at komme i Folketinget på hylden.
I dag taler hun åbent om, hvad der fik hende til at opgive den politiske karriere. Hun har tidligere fortalt, at hun i stedet ville bruge tiden i sin mands virksomhed: Øbakke A/S & Sivertsen A/S, der beskæftiger 80 ansatte i Roskilde, Hillerød og Vejle. Og hun har delt sine overvejelser om, hvor svært det kan være at blive valgt til Folketinget i en mindre kreds på Sjælland. Men det, som slog hovedet på sømmet, handler om intet mindre end liv og død.
- Jeg er heldig at fylde 60 år, og det er jeg dybt taknemmelig for. Alternativet har jeg set hos begge mine yngre søstre, der elskede livet. De blev kun 38 og 53 år gamle, siger Gina Øbakke, der nu er den eneste tilbageværende af en søskendeflok på tre.
Tilbage i 2004 blev hun selv ramt af brystkræft og blev opereret 14. maj - samme dag, som kronprinsparret sagde ja til hinanden i Københavns Domkirke.
Hendes familie og venner fik et bevis på hendes stærke livsvilje, da hun blot en måned senere begav sig ud på den 800 kilometer lange vandretur på El Camino - pilgrimsruten i det nordlige Spanien til domkirken i Santiago de Compostela. Helt alene med sine tanker og alle sine ejendele i en lille rygsæk. Og hun kom i mål!
Læs hele fødselsdagsinterviewet med Gina Øbakke i DAGBLADET Stevns lørdag
