Vestegnen kan noget i fællesskab

Projektørerne er slukket. Fra hver deres sted i Hvidovre, Rødovre, Albertslund, Ishøj, Høje-Taastrup og Vallensbæk har de lyst ind over Vestegnen - som symbol på en stor, fælles kulturoplevelse, og samtidig har lystaget sat en streg under, at et gennemgående tema i Vestegnens Kulturuge har været netop lys.

Tusindvis har deltaget i de mange arrangementer og events. Lys, lyd, ord, performance, musik, teater, børneaktiviteter, litteratur og alt mulig andet fra den kulturelle godtepose har fyldt i Vestegnens Kulturuge.

De enkelte kommuner har grebet begivenheden forskelligt an. Nogle steder har man delt aktiviteterne ud over hele ugen, andre steder har man satset på få dage med mange aktiviteter.

Et eksempel på det sidste er Albertslund, hvor byens bidrag til Vestegnens Kulturuge var en to døgns kulturevent fredag og lørdag. Et komprimeret program, hvor der hele tiden var gang i den.

»Idéen har været, at man ikke har skulle sidde hjemme og vælge enkelte arrangementer ud. Her har der været noget hele tiden - dag og nat - og det, tror jeg, giver mulighed for at opleve andre ting og genrer, end de man lige ville opsøge på forhånd. Det komprimerede program giver mulighed for at blive overrasket, fordi der hele tiden foregår noget man lige kan kigge på, når man alligevel er her,« siger kulturchef i Albertslund Kommune, Mette Seneca Kløve.

Hun fremhæver, at de mange lys- og lydinstallationer, kombineret med mange arrangementer i byrummene, har medvirket til, at borgerne får et andet syn på deres by. Fx at der også sker noget om natten.

Albertslunds kulturchef mener, at Vestegnens Kulturuge har stor værdi - også lokalt.

»Man kan jo spørge sig selv, om vi ville have skabt alt dette, der er foregået over den seneste uge, hvis ikke vi havde en Vestegnens Kulturuge. Jeg synes det gør en forskel, at vi i fællesskab forpligter os, og at vi sammen satser på, at det skal have kvalitet og Vestegns-identitet. Jeg synes man skal arbejde med at binde de enkelte byer og deres arrangementer endnu mere sammen - måske sådan, at man kan blive transporteret fra det ene sted til det andet,« siger Mette Seneca Kløve.

»Uanset hvad, så synes jeg, at kulturugen viser, at Vestegnen kan noget, når vi gør det i fællesskab.«

Vestegnens Kulturuge sluttede søndag med en cykeltur på Vestegnens maratonrute. Der var lagt op til, at deltagerne kunne cykle alle 42 kilometer, eller bare tage en lokal bid af ruten. Søndagens regn og blæst gjorde dog, at deltagertallet var uhyre behersket...

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...