Mønbroen ventes færdig et år før tid

Om alt går vel i de næste par måneder, kan de mønboere, der dagligt pendler over Mønbroen, snart se frem til, at det er slut med at holde i kø på broen. Vejdirektoratet forventer nemlig, at man allerede til november kan pakke sammen og afslutte arbejdet med at renovere undersiden af broen.

- Det har vist sig, at arbejdet på broen er skredet frem betydeligt hurtigere end vi havde forventet, og på nuværende tidspunkt forventer vi, at det kan afsluttes i indeværende år, siger Niels Højgaard Pedersen, afdelingsleder i Vejdirektoratet.

Dog tager han det forbehold, at der stadig kan være mindre arbejder, der skal udføres på broen til næste år, men med en slutdato i midten af november ventes hovedrenoveringen altså afsluttet længe før tidligere beregnet. Da arbejdet på undersiden begyndte sidste år, lød prognosen at det ville fortsætte indtil december 2016.

Det har ellers ikke været en hel nem opgave at gribe renoveringen an. Alene det faktum, at der arbejdes på broens underside har givet store udfordringer.

- Den største udfordring ved arbejdet har været tilgængeligheden. Sikkerheden skal være helt i top, når folk arbejder i 30 meters højde, siger Niels Højgaard Pedersen.

Meget længere levetid

Vejdirektoratets anden store prioritet har været at indrette arbejdet på en måde, så trafikanterne er blevet generet mindst muligt - et hensyn, der ikke er blevet vægtet mindre af, at broen havde været delvist afspærret i over et år allerede inden renoveringen af undersiden gik i gang, da dette arbejde fulgte lige i hælene på, at også vejbanen var blevet renoveret.

Sammenlagt betyder renoveringen imidlertid, at når arbejdet er afsluttet, har broen fået en betydelig forlængelse af sin levetid.

- De danske broer er designet til at blive meget gamle, og ofte planlægges den forventede levetid til 100- 120 år - men det er naturligvis med regelmæssig vedligeholdelse. Med den reparation som Mønbroen nu gennemgår forlænges levetiden mange år frem. Min umiddelbare vurdering er, at den del vi nu har renoveret - det vil sige betonen på underside - forlænges med cirka 30 til 40 år. Bropladen, som også er af beton og bærer kørebanen, forlænges tilsvarende med 30-40 år, mens det for belægningen er noget mindre, idet vi her regner med 15-20 år afhængig af trafikbelastningen, siger Niels Højgaard Pedersen.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...