Spis som en viking på Café Knarr

Anders Spanggaard, DAGBLADET

Solen bader Museumsøen ved Vikingeskibsmuseet i Roskilde i sine stråler denne tirsdag eftermiddag midt i august. Lydkulissen er øksernes hug mod træet, når museets håndværkere arbejder på at skabe kopier af nogle af de gamle vikingeskibe, der ligger inde i Vikingeskibshallen. Rundt om arbejdspladserne trænges turisterne, som ivrigt følger med i arbejdet. Og selv om de ikke ligefrem selv udfører arbejdet, giver det alligevel en god appetit at opholde sig på Museumsøen med dens mange aktiviteter.

Ny oplevelse af vikingerne

Duften fra Café Knarr, der ligger midt på Museumsøen i Roskilde Havn, medvirker sikkert også til at pirre madlysten hos mange af de fremmødte. Det ser det i hvert fald ud til, når man ser længden på køen af mennesker, som venter på at bestille.

Cafeen serverer Ny nordisk Vikingemad. Gæsterne kan på den måde også opleve de fem originale vikingeskibe, der er udstillet i Vikingeskibshallen, gennem maden, der forbinder vikingernes maritime historie med vores viden om vikingetidens måltider og de råvarer, der blev anvendt.

- Vi tager udgangspunkt i de råvarer, vikingerne havde adgang til. Vi har en liste, vi går ud fra. Eksempelvis bruger vi meget kvan i tilberedningen af maden i køkkenet. Kvan er en gammel skærmplante, som både kan syltes og bruges i rå tilstand, forklarer Kenneth Roar Olofsen, køkkenchef og teamleder på Café Knarr.

Rustikt og raffineret

Vikingernes kost og måltider var rustikke, men også mere raffinerede end vi tror. Maden var præget af den hjemlige flora, landbrug og fiskeri, men også eksotiske madvarer og krydderier hentet hjem fra togter. Den viden har man fra skriftlige kilder og arkæologiske fund.

- Vikingerne har hentet masser af inspiration til deres mad udefra. Husk på at det var folk, der rejste virkelig meget, fortæller Kenneth Roar Olofsen.

Vikingerne kendte hverken til kartofler, tomater eller agurker, så den slags finder man ikke i retterne på menukortet i Café Knarr. Derimod er der udover den førnævnte plante kvan masser af fladbrød, havtorn og perlebyg. Vikingerne var på ingen måde kødfornægtere, så stegt gris, fugle og hjorte - og naturligvis fisk - var også på deres menu.

Retterne på Café Knarr er selvfølgelig tilpasset nutidens smagsløg. Men alligevel giver de ifølge køkkenchefen en god fornemmelse af, hvad vikingerne spiste. Et godt eksempel er retten »Planken«, som består af fem små ting: Vikingepølsen fra Lejre med kompot, ølbraiseret gris, kål og knas, lakserilette med æble og kapers, perlebygsalat med syltet kvan og nordiske oste med brød og smør.

Mjød og kurser

Vikingerne drak masser af mjød, og det gør gæsterne på Café Knarr også. Denne gamle vikingedrik er virkelig faldet i turisternes og de mange lokale gæsters smag. Cafeen har aftaler med et par mindre leverandører, men det hænder, at de løber tør, og så må der jagtes mjød andre steder.

- Det tager ni måneder at lave mjød, så det er jo ikke noget, vi bare skaffer med et fingerknips, konstaterer køkkenchefen på Café Knarr.

Han glæder sig over, at det nordiske køkken er oppe i tiden, da det betyder, at mange nye leverandører popper op.

Nye leverandører er nemlig lig med nye ideer, og den slags er man meget åben overfor på Café Knarr. Menukortet bliver lavet om en gang om året. Der skal nye retter på kortet, selv om sidste sæsons mad var en succes.

Udviklingen af nye retter på menukortet er noget af det, man bruger de mere stille vintermåneder på i cafeen. Ligeledes er der mange selskaber og sidst men ikke mindst bliver der holdt kurser for interesserede, som gerne vil lære noget om, hvordan man laver rigtig vikingemad.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...