Nu får legepladserne et servicetjek

En uvildig legepladsinspektør er i øjerblikket i gang med at inspicere standarden på de offentligt ejede legepladser i Vordingborg Kommune. Sydsjællands Tidende tog med på de første inspektioner.

For tre år siden påbegyndte man i Vordingborg Kommune arbejdet med at udskifte redskaber på kommunens legepladser. Det gælder både i skoler, daginstitutioner og offentlige legepladser. Tre millioner kroner har kommunen brugt på at bringe legeredskaberne ?up to date?.

Arbejdet er nu så langt, at Ole Sejr Jakobsen, der er driftsleder i Vordingborg Kommune har bedt om at få en uvildig legepladsinspektion på samtlige legepladser.

- Vi har valgt fra, at gøre det selv. Det var et godt politisk signal, ikke at kontrollere os selv, siger Ole Sejr om samarbejdsaftalen med Einar Skúlason Hansen, der er certificeret legepladsinspektør med base i Næstved og de seneste tre år desuden har været formand for brancheforeningen for legepladsinspektører.

- Vi vil gerne sikre, at legepladserne har en hvis standard, fortsætter han og er spændt på at se den endelige rapport, som ligger færdig indenfor fire uge.

 

Mangler var petitesser

Einar Skúlason Hansen påbegyndte inspektionerne i sidste uge, hvor vi tog med ud til de første tre opgaver. Kalvehave Kompetencecenter, der lige har fået etableret en splinterny legeplads, samt de to offentlige legepladser på henholdsvis Violvej i Stensved og ved medborgerhuset i Vordingborg.

- Hvis det her er standarden, så ser det rigtig godt ud, konstaterer Einar Skúlason Hansen, der stortset kun fandt mangler i ?petitesseklassen? de tre steder. Hængsler på gynger, der skal strammes, redskaber, der hænger for lavt, faldunderlag, der skal rettes op, skruer, der skalskrues ordentligt i. På legepladsen i Stensved er der desuden spændt net over sandkassen, så dyr ikke kan komme til sandet.

- Det er så sjældent, vi ser en sandkasse med net, hvor nettet bliver brugt. Det er et plus, siger legepladsinspektøren tilfreds.

- Standardmæssigt er den her legeplads rigtig god, konstaterer Einar Skúlason Hansen og ringer lige op til det telefonnummer som er angivet på skiltet ved indgangen til legepladsen. Hvis der er fejl og mangler på pladsen beder kommunen borgerne om at ringe hertil.

- det var vist første gang nogensinde, at der var blevet ringet til det nummer, lyder det efterfølgende fra legepladsinspektøren.

- Men den er pæn og fin og ren og velholdt, konstaterer han.

På samme legeplads har taget på de to legehuse dog givet sig, hvorved stropper i tøjet kan sætte sig fast, hvilket giver en øget risiko for hængning. Det forhold skal udbedres.

- Men det kan klares med en liste, fortæller legepladsinspektøren, der understreger at han ikke kan udstede påbud, men udelukkende give en vurdering af risici ved de enkelte legeredskaber i henhold til dansk og international lovgivning samt forslag til udbedringer. Ansvaret for hvorvidt redskaberne er vedligeholdte ligger hos ejeren af legepladsen.

- Børn må gerne falde og brække arme og ben. Men de må max falde tre meter. Mit ansvar er at reducere risikoen for invaliderende og dødelige skader, fortæller Einar Skúlason Hansen og gør opmærksom på at legeredskaber kun er godkendt til børn mellem 0-14 år. 

- Jeg tjekker redskaberne og deres tilsigtede brug, forklarer han. Hvis større børn eller voksne bruger dem er det således helt på eget ansvar.

 

Forventer årligt tjek

Legepladsinspektørens vurdering af de tre besøgte legepladser er ikke til at tage fejl af.

- De to offentlige, de er meget, meget pæne og velholdte legepladser, siger han og mener at kun to andre kommuner i landet ligger på samme høje niveau (hvilke får vi ham ikke til at røbe).

I de kommende uger besøger legepladsinspektøren alle de øvrige legepladser og om fire uger ligger hans rapport på bordet hos henholdsvis Ole Sejr Jakobsen, der har ansvaret for de offentlige legepladser, Annie Rønn, der er ansvarlig for daginstitutionerne og Torben Jensen, der har ansvaret for skolernes legepladser.

- Min fornemmelse er, at vi alle tre vil reagere prompte, hvis der er forhold, der skal udbedres, fortæller Ole Sejr, der forventer at legepladsinspektøren vender tilbage en gang årligt for også fremadrettet at sikre at standarden på kommunens legepladser holdes højt.

- For mit vedkommende er økonomien hertil sat ind i driften. Det skal vi bare, slutter Ole Sejr.

 

Fakta

? I alt får 8 skoler fordelt på 16 lokaliteter, 21 daginstitutioner og 19 offentlige legepladser besøg af inspektøren i de kommende uger.

? Den enkelte skole og daginstitution skal selv betale for servicetjekket. Vordingborg Kommunes Vej Park og havneservice betaler for de offentlige legepladser.

 

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...