Silvan kommer til byen for at blive

I maj 2013 åbnede Silvan et byggemarked på Gl. Holstedvej i Næstved udelukkende med haveartikler på hylderne. Navnet var Silvan Garden, og det skulle vise sig at være et forsøg, for havemarkedet lukkede igen efter godt tre måneder. Det var en finger i jorden for at finde ud af, hvad Næstvederne var for nogle og om der var basis for mere end en sommerflirt med det lokale have- og gør-det-selv folk.

- I løbet af de måneder, vi havde sæsonbutik i Næstved erfarede vi, at der var et massivt ønske om, at vi ville åbne en rigtig Silvan i Næstved, siger adm. direktør i Silvan, Freddy Lauridsen. Og det sker nu.

Efter mange måneders byggeri på Erantisvej 42 i Næstved åbner Silvan lørdag den 29. august klokken 7 det 42. Silvan byggemarked, der er på 1.650 kvadratmeter. Udendørsarealerne tæller yderligere 1.790 kvadratmeter fordelt på havegård, trægård og drive-in, hvor kunder bruger bilen som indkøbsvogn.

Silvan har afdelinger med VVS, farve/maling, trælast, isenkram, bolig/køkkenartiklier, fritidsartikler samt el-artikler. Størrelsen og ambitionerne giver de omkringliggende byggemarkeder som Bauhaus, Bygma, XL-Byg, Jem & Fix samt Harald Nyborg alvorlig kamp til stregen.

Matriklen på Erantisvej har i årtier været brugt som byggemarked. Først med det lokale Bdr. Ravn byggemarked og senest som Stark Byggecenter. Sidstnævnte er iøvrigt under samme ejerparaply som Silvan, DT Group, der er ejet af engelske Wolseley, så grunden og bygningerne var på forhånd i egne hænder.

Adgang direkte fra ringvejen

Forbipasserende på Østre Ringvej har sikkert bemærket både byggeri og etablering af til- og frakørselsvej fra ringvejen. Der bliver nemlig muligt at køre til både Silvan og naboen Lidl fra den nye, stejle vej. Ligeledes kan man køre til og fra via Erantisvej.

Silvans koncept er, at man i bil skal kunne køre direkte ind i trælastdelen og hen til varen. Til sidst kører man til udgangen, hvor varerne bliver scannet og betalt med betalingskort.

Vil man handle i butikken, bruger man parkeringspladsen og tager kurv eller vogn i byggemarkedet - og betaler med kort eller kontanter.

- Vi glæder os meget til at tage livtag med Næstved, siger den nybagte varehuschef Nickolas Dufour på 31 år, der lige nu, sammen med de 25 ansatte og håndværkerne, er i fuld gang med at gøre varehuset klar til åbningen klokken syv morgen på lørdag.

Og den dag loves »Et brag af en åbningsfest med vilde kø-tilbud«.

Om Silvan

Det første Silvan byggemarked i Danmark åbnede i Slagelse i 1968. Silvan er med sine nu 42 butikker og webshop Danmarks største forhandler til private på gør-det-selv markedet. SILVAN er en del af DT Group A/S, som med sine godt 485 forretninger og 10.000 ansatte er Europas største forhandler og distributør af byggematerialer og VVS til professionelle og private.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...