Da Vestermose Natur og Idrætsfriskole startede for tre år siden, var det med 18 elever. Siden er det gået flot opad, og her ved skoleårets start er der 108 elever, heraf 17 i den nye 0. klasse, samt egen børnehave med knap 30 børn.
Men på det seneste har der dog været knas i maskineriet.
Jan Nielsen, Høng, der har været skoleleder fra start, opsagde nemlig sin stilling to dage før sommerferien i kølvandet på en ledelsesmæssig krise.
- Lærerne mente, at jeg optog for mange elever med problemer, og det førte til en pædagogisk krise på skolen, hvor flere lærere meldte sig syge. Det førte også efterfølgende til, at et antal elever forlod skolen i utilfredshed med undervisnings-tilbuddet, siger Jan Nielsen
Bestyrelsen med formand Linda Juul Thomsen i spidsen måtte derfor i hast i sving med at finde en ny skoleleder, og valget faldt her på 40-årige Søren Fossdal Hesselberg, Dianalund, der det seneste år har været afdelingsleder for overbygningen på Marievangsskolen i Slagelse.
»Vi skal være landets bedste«
Den nye skoleleder har, inden han blev lærer-uddannet i 2006, arbejdet på Gardehusarkasernen, hvor han i 1995 blev mellemleder og senere oversergent. Han har to gange været udsendt til Bosnien.
- Jeg skal rette op på nogle ting efter den krise, som skolen har været i. En krise, som blandt andet også har resulteret i, at omkring 10 elever sagde farvel til skolen. En del af sommerferien er blevet brugt til at få ro på tingene, og det er der så nu, siger Søren Fossdal Hesselberg, der ikke lægger skjul på, at han har store ambitoner om at gøre friskolen til landets bedste.
Læs meget mere om den nye leder i Sjællandske fredag