Vinfirma konkurs

Vinfirmaet JN Wine Aps i Slagelse er lige nu under konkursbehandling. Der fremgår blandt andet af Statstidende og hjemmesiden konkurser.dk., der oplyser, at firmaet blev begæret konkurs den 6. august.

De to ejere af firmaet - Jens Peter Skovgaard og Nicolaj Ryberg Madsen - har firmaadresse på Elmedalsvej 1 i Slagelse, som også huser firmaet Skovgaard Vine.

Sjællandske forsøgte uden held at træffe Jens Peter Skovgaard, som i øjeblikket er på ferie. Men det lykkedes os at få fat i Nicolaj Madsen:

- Det er ikke noget, som går ud over medarbejdere. Alle har bevaret deres job. Det selskab, som er gået konkurs (JN Wine Aps, red.), er ikke det selskab, som driver vores detailforretninger, siger Nicolaj Madsen.

- Så det får ingen konsekvenser for forretningen Skovgaard Vine? Den kører videre som hidtil?

- I princippet, ja, siger Nicolaj Ryberg Madsen, dog uden at uddybe nærmere.

- Hvilken garanti kan du give potentielle kunder, at de nu også får de varer, de bestiller?

- Det firma, som kunderne handler med detailmæssigt på nettet, er ikke det samme, som er gået konkurs. Vi har jo flere selskaber i koncernen, siger Nicolaj Madsen.

- Der er naturligvis en grund til, at firmaet er gået konkurs. Vil du fortælle lidt om årsagerne?

- Det tager vi på et senere tidspunkt, slutter Nicolaj Ryberg Madsen

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...