62.063 indbyggere. Så meget viste bundlinjen, da Borgerservice den sidste dag i juli gjorde folketallet i Helsingør Kommune op. Og det er en sand rekord for Helsingør. Aldrig før har der været så mange indbyggere i kommunen, og det vækker naturligvis glæde hos borgmester Benedikte Kiær, K. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.
- Det er da helt fantastisk og rigtig godt. Det går den rigtige vej, og det kan vi da kun glæde os over, lyder det fra borgmesteren.
En af årsagerne til det flotte folketal er, at der igen bliver født børn i Helsingør Kommune. Efter at have været stagneret eller ligefrem nedadgående, er Helsingør nu en af de kommuner, hvor der er stigning i fødselstallet. I juli måned alene blev der født 46 børn.
Benedikte Kiær, som selv bidrager til det positive fødselstal i begyndelsen af januar, hvor hun skal nedkomme, afviser, at der er en øvre grænse for, hvor mange indbyggere Helsingør kan have.
Kan dække behovet
- Vores fordel er jo, at vi både har daginstitutioner og skoler til at dække det behov, der opstår, og vi kan sagtens følge med efterspørgselen, så der er ingen grund til at forsøge at begrænse antallet af tilflyttere - tværtimod, siger Benedikte Kiær.
Helsingør Kommune har en strategi om, at kommunen skal tiltrække 800 nye børnefamilier inden 2020. Og den lader til at være i gang med at blive indfriet.
Det tyder på, at der flytter flere ind i de eksisterende boliger, og det er helt i tråd med vores strategei. Vi ved, der sidder mange ældre rundt omkring som har svært ved at magte deres store haver og store villaer og som gerne vil nøjes med mindre. Og hvis deres boliger bliver overtaget af børnefamilier, så er vi jo kommet langt i vores strategi, siger Benedikte Kiær, som glæder sig til at grave dybere i tallene og få dem nærmere analyseret.
- Det seneste folketal er i hvert fald udtryk for en positiv tendens, men Helsingør har jo også så meget godt at byde på, og der hører så mange gode historier til kommunen. Det tror jeg har en betydning, når folk skal vælge, hvor de gerne vil bo, vurderer borgmesteren.
Interviews med nye borgere i kommunen viser, at noget af det, der gør, at de flytter netop hertil, er naturen. Og det er Helsingør jo også så rig på, fastslår Benedikte Kiær.
Tallene
Borgerservice har opgjort tallene for juli måned til 62.063 borgere fordelt med en tilgang på 446 i forhold til måneden før. Tilgangen er baseret på 297 tilflyttere, 103 indrejste og 46 fødte.
338 forlod Helsingør Kommune i juli måned fordelt med 242 fraflyttere, 31 udrejste og 65 døde.
Den samlede tilgang fra juni til juli måned blev på 108 borgere.
