PORTRÆT Halsnæs Avis har talt med et lokalt verdensnavn på musikscenen.
Det regner på ny i Halsnæs og efter flere forsøg, er det lykkes mig at få et interview i stand med musikeren Carsten Dahl.
Jeg er spændt på at møde dette lokale verdensnavn indenfor ny musik, der går for at være reserveret og meget privat, for endelig at få os den snak om musikken, kunsten og personen bagved, som jeg længe har set frem til.
Han tager ydmygt imod og byder mig venligt indenfor i sit hjem, hvor jeg over en kop kaffe med brød til langsomt bliver ført ind i hans eventyrlige og fortryllende verden, som optager os begge så meget, at tiden næsten står stille.
Et hjem der er fyldt med fauna, farve og fortælling. Et møde med en stærk personlighed, som bærer på en dramatisk historie og alligevel favner bredt - et uudsletteligt og stærkt møde.
Og medens snakken går og 'musikken spiller' holder regnen op og solen bryder frem til den dejligste sommerdag længe i Dahls hemmelige hule på Arrenæs, hvor fordybelsen og stilheden råder, og kun brydes af fuglenes prikken på ruden.
Carsten fortæller om en meget flakkende barndom, hvor han med 2 brødre som 4 årig først flyttede til Stenløse, så til Slagslunde 4 år senere, hvor forældrene blev skilt og familien helt gik i opløsning.
En far der tog til Saudi Arabien, hvor han opholdt sig i 10 år uden kontakt og en mor, der ikke magtede børnene, som kom på kostskole i det midtjyske.
"Dette var en forfærdelig tid, og hvis ikke det var for det fantastiske forstanderpar i Grindsted, Jørgen & Birthe Hovard, kunne det være endt tragisk.
Nogle fantastisk åndelige mennesker, som hurtigt øjnede mit talent for at optræde, og blev en slags forældre og dannelsesmæssige forbilleder for mig i de unge år," fortæller han.
Han blev udvalgt og senere barnestjerne i den lokale revy, fik trommeundervisning og blev flittigt brugt, når der var privatarrangementer og gæsteoptræden på kostskolen f.x. af Wanda Tworek og Finn Ziegler. Moren, som boede i Egtved området ca. 40 km væk skiftede ofte adresse, så der kom han højest én gang om måneden.
Det føltes som dobbelt svigt. Kostskolen og dens 156 drenge fra alle kår og lag i samfundet var desuden et hårdt sted, hvor det handlede om overlevelse. Men Carsten havde foruden stor sårbarhed en kreativ side og kunne søge ud. Det reddede ham.
"Som barn betragtede jeg mit talent som en gave ovenfra - en 'nåde', som var mig givet. Og kunne jeg bare overholde denne 'kontrakt', ville jeg overleve disse svigt," afslører han. Allerede som 12 årig begyndte han at blive benyttet på PUK studiet i Randers, som trommeslager til plader. Alt fra Tankstationspop til Heavy Metal.
"Denne opvækst med svigt, vold, ydmygelser, mod- og medgang har påvirket mig for livet - givet mig en særlig følsomhed overfor farver - en 'tone', som også rummer et kæmpe mørke, ensomheden," erkender han.
Han ser sig selv m/rygsæk i regnvejr vandrende uden noget bestemt mål - et meget trist vidunderbarn. Gymnasiet opgav han for at komme et år i lære som landbrugsmedhjælper på en grisefarm. "Du blir frygtløs, når du har oplevet frygten". Det var en god tid for ham i et stærkt religiøst miljø med tryghed og struktur. Her udviklede han sig til en rigtig solid bondeknold.
"Nåden har ramt mig med nogle fantastiske mennesker, som altid har været der for mig - en gave, der holder mig i live," fortæller han.
Hos den gode ven HP fra kostskolen kom han nu i kontakt med den væsentligt ældre halvsøster Tina Kiberg (Kgl. operasanger). Det blev til stormende forelskelse og 4 års samliv i København, hvor Carsten flytter til og via Tina føres ind i det klassiske miljø på Det Kgl.Teater/Operaen.
En periode har han tastejob hos Netto om dagen, er påklæder for operasanger Ib Hansen om aftenen og øver på Steinway flygelet på toppen af DKT hele natten. Hér starter Carstens faschination af klaverets muligheder for alvor.
"Jeg var en klovn, betaget af tonernes sprog og klangfarver. Fingrene kørte bare af sig selv uden nogen form for konventioner eller harmoniske begrænsninger. Men det var stort og næsten besættende," erkender han.
Så fulgte en tid, hvor han gik på Rytmisk Musikkonservatorium først m/trommer og siden med klaver som hovedinstrument, og modtog den bedst tænkelige undervisning af Ed Thigpen, Alex Riel og Butch Lacy o.a.
Dette førte til en meget hektisk karriere, der omkring 2010 toppede med 200 koncerter og 20 plader om året. Ensomhedsfølelsen havde gennem årene sat sig til depression, som han havde haft flere af, men nu var kritisk. Han blev alvorligt syg.
"Diagnosen var depression m/stærk angst, og det var så heftigt, at jeg ingenting kunne," indrømmer han. Han gik fra en millionindtægt til ingenting, familien gik i opløsning og Carsten var notorisk hjemløs i en periode. Panikangsten, som han har lidt af siden 7 års alderen, nagede ham. Han skammede sig over at have ødelagt sin og ekskonens drøm.
Nu hed det behandling, medicinering og Carsten er stadig fast tilknyttet en psykiater.
"Jeg er labil og har svært ved at finde tryghed. Socialt isolerer jeg mig, selvom jeg til stadighed arbejder på at åbne mig op. Jeg er følsom overfor alle vibrationer omkring mig, og 'nåde' tingen er stadig central for mig," forklarer Carsten, hvis spritnye soloplade fra 'Tiger' netop bærer denne titel: 'Grace'. Et smukt meditativt værk på 12 satser, som jeg får en smagsprøve på.
Carsten Dahl kom til Frederiksværk ved et tilfælde. Hustruen Christina fandt deres landsted på Nettet, og ved selvsyn var det stedet. Her boede de et par år med børnene, mens karrieren tog fart.
Så fulgte sygdom, konkurs og skilsmisse, inden Carsten via en kort tid på Østerbro med venners hjælp kunne vende tilbage og nænsomt renovere bygningerne.
Det består i dag af separat værksted og bolig, som bebos af ham selv, når ikke børn og gode venner aflægger ham lejlighedsvise besøg. Hjemmet er smukt og smagfuldt indrettet. Han har gennem årene fået sig en omfattende malerisamling af billeder fra perioden 1840-1970, som optager ham vildt.
Har ad den vej fordybet sig i kunstneres motiv, teknik, komposition og farvevalg, og derigennem selv fået lysten til at male. Carsten maler - ligesom indenfor musik - totalt fordomsfrit.
Det giver ham en kraft og enorm inspiration til at skabe - omkring 800 værker siden oktober '14. Derfor har han også brug for ensomhed, og den finder han her. Halsnæs har med tiden bragt ham 'hjem' - til barndommens Stenløse og det Midtjyske.
Naturen her betyder meget for ham. Auderød Skov er et unikt sted, især den gl. bådebro ved Søen opsøger han tit. Desuden holder han meget af området v/Torup. Men Carsten har altid følt, at der over selve Frederiksværk hviler en forstemthed - en sorgfuldhed, som bekymrer ham.
"Hvor kunne det dog være befriende, om man kunne løfte byen, fx. via en kunstnerisk oase i midtbyen, og fratage byen denne følelse," siger han.
Af lokale personligheder nævner han umiddelbart Alex Riel, en slags far og Egil Harder, hvis kompositioner han respekterer højt.
Men også mindre kendte Bjørn Mortensen & Eva Breit er for ham betydningsfulde motorer for området, ligesom Orla fra Carlsvej er en rummelig og skøn flipper, som Carsten beundrer meget.
eve som sig selv for at leve rigtigt
"Jeg er vist lidt af et neurotisk ordensmenneske, som oplever alting i farver," afslører han. Karrieren er droslet ned for at undgå yderligere sygdom.
Han fordyber sig nu i maleri og er også meget filosofisk, religiøst optaget f.eks. af Johs. Evangeliet, som han anser som vigtigst, idet det rummer nøglen til 'nåden'. Nemlig budskabet om, at aflægge sig de dårlige sider og behov for at blive i stand til at modtage kærlighed.
Carsten betragter idag sig selv mere som 'eksistentiel arkæolog' end som musiker.
"For selve musikken interesserer mig faktisk ikke. Det er selve tilstanden man kommer i via musik, som optager mig."
Om fremtiden fortæller Carsten følgende. I september skal han på solo pilgrimsvandring op igennem Jylland til Skagen, for at finde balance og ro.
Han skal udstille egne billeder, udgive sin bog "Klaremesteren", færdiggøre indspilningen af hele Bachs 'Wohltemporiertes Klavier', hvoraf halvdelen, 24 satser, endnu mangler og skrive 1 violinkoncert, 5 symfonier og 12 sonater. Et ret omfattende program, når man ser bort fra koncertkalenderen, og audiensen hos Dronningen til oktober, må det siges.
"Tiden er kostbar og må ikke spildes. Man skal gøre det man skal - og ikke det, som andre forventer," kommer det afslutningsvis fra den store personlighed i vores midte.
Carsten Dahl (f. 1967, Kbh.Ø) pianist, opvokset i Midtjylland. Fraskilt og far til 3 børn. Delvis autodidakt musiker med slagtøj, som hovedinstrument. Siden uddannet pianist fra Rytmisk Musikkonservatorium, Kbh i '91.
Professionel jazzpianist, først m/Embla, så m/Ginman/Blachman/Dahl Trio o.a. Omfattende international karriere m/topmusikere fra nær og fjern bl.a. Griffin, Mariano, Bergonzi, Wickman. Lovano, Marselis, Gomez, NHØP & Riel. Docent på Vestjysk Musikonservatorium '92 i improvisation, tilknyttet det klassiske Ensemble Midvest i '07, professor på Rytmekons.
Kbh. i ny musik fra '11, imens han i årene frem fortolker J.S.Bach's sværeste værker f.x. 'Goldberg Variationer', der udgives sammen med egne værker for solopiano og symfoniorkester.
Optræder som ambassadør for Psykiatrifonden med foredrag og koncerter baseret på egne erfaringer med depressiv angst. Solopiano får med tiden stigende betydning for Dahl, der finder det udfordrende at arbejde med improvisation over rum og tid, som relaterer til øjeblikket. Omfattende pladeproduktion.
Turnerer for tiden jævnligt med egen trio, og bl.a. M. Petri, H. Boel, P. Mikkelborg, A. Riel, S. Pasborg, H. Rasmussen o. a. Har modtaget adskillige anerkendelser og musikpriser:
B. Webster Prisen i '97, Django D'or Master of Jazz i '06, DMA Jazz i '11, Grammy i '13, nomineret til Carl Nielsen prisen i '15 og modtager til efteråret '15 Ridderkorset. Mangeårig kunstsamler og på det seneste autodidakt billedkunstner med flere separatudstillinger i udsigt. Udgiver til foråret '18 sin første selvbiografiske bog.
" Hvad forstår jeg ved verdens vrimmel,
som andet end henkastet lys.
Flimmer
Det slår ned på papirets overflade,
gør mig svimmel - enten som små undseelige kys eller larmende uro.
Så tæt på og dog så langt væk - føles livet,
for enden af den udklingende overtone bor jeg
i pausens suk, og hører ikke meget
førend den helt er klinget af.
Stilhed. "
(Carsten Dahl, 11.08.2015)