Et fund af 16 sølvmønter i forsommeren, som amatørarkæolog Henrik Rasmussen, Mårum, gjorde med sin metaldetektor, har de seneste dage har fået Museum Nordsjælland til at gennemføre en større udgravning på en mark ved Holløse.
Inden den store maskine gik i gang med dække hele udgravningen til igen, havde arkæolog Kjartan Langsted og de to medvirkende amatørarkæologer med metaldetektorer givet det samlede fund navnet Holløse Skatten. I alt 34 mønter er det blevet. Det er så mange, at finderen Henrik Rasmussen og arkæolog Kjartan Langsted, Museum Nordsjælland, i går døbte fundet »Holløse Skatten«, skriver Frederiksborg Amts Avis.
De mange mønter er med til at fortælle, at kongen Svend Estridsen, der regerede 1047-1074, også i Nordsjælland havde held med at indføre et skattesystem. Den type mønter, som nu er fundet, sendte han i omløb med en værdi, der lå over deres værdi i sølvvægt. Det var differencen mellem handels- og sølvværdi, der lagde grundstenen til hans skattesystem, lyder den forklaring, som Nationalmuseets møntekspert Jens Christian Moesgaard gav Frederiksborg Amts Avis, da fundet af de første mønter blev offentliggjort.
Ef af mønterne er dog så sjælden, at arkæolog Kjartan Langsted ikke tror, at der før er fundet en tilsvarende i Danmark.
- Den er sandsynligvis vendisk eller sydskandinavisk. Om det er en, som kongen selv har fået præget, eller om der måske er tale om en kopi, ved jeg ikke, siger Kjartan Langsted.
Den pågældende mønt er straks sendt til vurdering hos Nationalmuseets møntekspert Jens Christian Moesgaard, som også har sendt et foto af den til vurdering hos en kollega i Stockholm.
Tre andre mønter skiller sig ud ved at påskriften på dem er præget med runeskrift.
- Vi har ikke fundet noget, der viser, hvorfor pengene lå netop på dette sted. Vi havde en forventning om, at vi kunne finde spor efter bebyggelse eller andet i området, men det lykkedes ikke. Derimod har vi fundet en stenlægning, som tyder på, at der engang har ligget en vej lige ved siden af den nuværende, siger Kjartan Langsted til Frederiksborg Amts Avis.