Netto på Værløse Bymidte er lukket

Værløse Bymidte har mistet et supermarked. Det er Netto, der lå i gågaden, der er lukket.

Supermarkeds-kæden har lige åbnet en ny butik på hjørnet af Læssevej og Kirke Værløsevej, og Netto har derfor valgt at lukke butikken på Værløse Bymidte.

Hos Dansk Supermarked, der ejer Netto, forklarer man lukningen med, at der ikke er basis for to Netto-butikker så tæt på hinanden.

"Det skal selvfølgelig kunne betale sig at drive en Netto-butik, og i dette tilfælde har vores udviklingsafdeling vurderet, at der ikke er basis for to Netto-butikker så tæt på hinanden. Der er flere fordele ved den nye butik. Den er større, og det betyder, at der er plads til større mængder varer, og den har en bedre placering tæt på det store kryds. Derudover er der er lettere adgang til butikken og bedre parkeringsforhold", fortæller Martin Møller Aamand, der er kommunikationskonsulent i Dansk Supermarked.

Den 'gamle' Netto på Værløse Bymidte havde sidste åbningsdag mandag den 13. juli, og onsdag den 15. juli slog den nye butik på Kirke Værløsevej dørene op for kunderne.

"Der er tale om en flytning af en Netto-butik, og derfor er det som udgangspunkt også de samme medarbejdere, kunderne kan møde i den nye butik", siger Martin Møller Aamand.

Jørn Lindhardt, der er næstformand i centerforeningen på Værløse Bymidte, ærgrer sig selvfølgelig over, at Netto har valgt at forlade centeret.

"Men vi har vidst det i et stykke tid, så det kommer ikke som noget chok for os. Det er selvfølgelig altid ærgerligt, når der er en butik, der vælger at forlade os, men jeg synes, at vi er ret heldige på Bymidten. Der er en del andre centre rundt omkring, der har problemer med at leje deres butikslokaler ud, men det er ikke noget problem hos os. Derudover er vi ret godt dækket ind med andre supermarkeder", siger Jørn Lindhardt.

Han kan ikke sige noget om, hvad der nu skal ske med det lokale, som Netto boede i, men han er fortrøstningsfuld og regner med, at det snart er lejet ud igen.

"Jeg ved, at der er flere - også dagligvarebutikker - der har vist interesse", siger Jørn Lindhardt.

Furesø Avis har forsøgt at få en kommentar fra Nordea Ejendomme, der står for udlejningen af Nettos gamle lokale på Værløse Bymidte, men den medarbejder, der sidder med sagen, er på ferie i øjeblikket.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...