Stubbekøbing museum åbner med mødested

I sidste uge genåbnede Stubbekøbing Museum efter en større renovering.

stubbekøbing

For et par år siden var Stubbekøbing Museum lukningstruet på grund af en skrantende økonomi. En lukning blev afværget, og forleden dag afholdtes åbningsreception i anledning af, at man har afsluttet istandsættelse og indretning af lokalerne på 1. sal, hvor byens borgere nu har fået et nyt mødested. Samme dag åbnede museets nye særudstilling om Marie Grubbe, hendes liv og skæbne.

Baggrunden for den positive udvikling for Stubbekøbing Museum, der har til huse i den fredede købmandsgård på Vestergade, har været en fornem indsats af en lang række frivillige med den tidligere formand for museets støtteforening Charlotte Nelson i spidsen.

Istandsættelsen og indretningen af lokalerne er gennemført med støtte fra LAG- Guldborgsund, offentlige og private fonde samt Guldborgsund Kommune.

Ved åbningsreceptionen var støtteforeningens nuværende formand Peter Mondrup Braad glad for opbakningen og udtrykte stolthed over det flotte resultat. Charlotte Nelson rettede en tak til de mange frivillige, som har lagt mindst 600 timer i arbejdet, og til de lokale håndværkere, som har medvirket til, at lokalerne i dag fremstår nyistandsatte samtidig med at stemningen fra den gamle patricierlejlighed er bevaret.

- Vi har fået nogle flotte lokaler, der kan blive til glæde og gavn for Stubbekøbings Borgere, som får mulighed for at bruge dem til møder, arrangementer og private fester.

Stubbekøbing Museum har ikke nogen lang historie. Museet blev etableret i 1990 som ramme om en stor samling vægte med mere, erhvervet af den tidligere Stubbekøbing Kommune. I de senere år har fokus været lagt på at fortælle historier om købstadens liv i gamle dage ? blandt andet de gamle håndværk, som er ved at forsvinde.

Hvert år arrangeres særudstillinger, der fortæller historier fra lokalområdet.

I 2015 handler særudstillingen om adelskvinden Marie Grubbe, der valgte et simpelt liv med en kusk og senere færgemand på Grønsund.

Ved åbningsreceptionen forleden var der trængsel i lokalerne, og udstillingsleder Dorte Krøll opfordrede deltagerne til at vende tilbage og fordybe sig i udstillingen, som viser også mindre kendte sider af den kendte historiske kvinde.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...