Forslag: Forældre skal betale mere for SFO'en

Faglig fordybelse/lektiecafe bliver fra august obligatorisk efter skoletid, og derfor bliver børnenes tid i SFO'erne kortere end den har været tidligere. Alligevel kan forældre risikere at skulle betale mere for børnenes SFO-plads. Det fremgår af finansieringsforslagene til det kommende budget, der i øjeblikket er i høring.

Inden skoledagen blev gjort længere og åbningstiden i SFO'en kortere, var forældrebetalingen 1.675 kroner pr. barn pr. måned i 11 måneder. Pr. august 2014 blev taksten sat ned til 1.425 kroner pr. barn. pr. måned i 11 måneder, som følge af den kortere SFO-åbningstid, men forvaltningen foreslår nu at sætte taksten op til det samme som før skolereformen blev indført.

- Det er jo en særbeskatning af børnefamilierne. Det er svært at finde logikken i, at åbningstiden bliver kortere og prisen højere, men det er alt sammen et udtryk for, at forvaltningen har fundet alle mulige slags forslag. Selv de sten, som man ellers skulle tro lå meget fast, er blevet vendt. Min holdning er, at der er meget få af forslagene, der kan bruges, og vi er nødt til at kigge på andre områder, siger Rikke Macholm (SF), der er formand for Børne- og Familieudvalget.

Børne- og Familieudvalget skal i august se på forældrebetalingen i SFO'erne.

Ekstra lukkeuge i SFO'en

Udover øget forældrebetaling foreslår forvaltningen, at man indfører en ekstra lukkeuge i SFO'erne i sommerferien. På den måde kan kommunen spare 750.000 kroner om året. Hillerød Kommune har i dag to årlige lukkeuger i SFO'erne, uge 29 og 30. Forvaltningen foreslår, at man forlænger med en uge, så der også er lukket i 31. Forslaget forudsætter, at der er pasningsmulighed i to af kommunens SFO'er - 12'eren og Frederiksborg Byskoles SFO - for de børn, der har behov for det.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...