Udvidelsesplanerne for Jyllinge Centret er nu så langt fremme, at de første maskiner allerede er kørt i stilling ved Kvickly.
"Byggeriet startede i mandags, og det går helt efter planen," siger Allan Enevoldsen, formand for Jyllinge Brugsforening.
Det er Netto, som bygger på den 1200 kvadratmeter store grund, og hvis tidsplanen holder, så står den nye butik klar til indvielse i slutningen af oktober eller starten af november.
"Det er deres forventning at åbne i oktober, så det håber vi på," siger Allan Enevoldsen.
Et andet sted i Jyllinge - nemlig på hjørnet af Værebrovej og Bromarken i Jyllinge Nordmark, er Netto også gået i gang med at bygge deres nye butik ved siden af Rema 1000.
Derimod er der mere stille omkring det kommende Lidl-byggeri i den østlige ende af Jyllinge Centret.
"Vi mangler stadig at få en endelig godkendelse fra Lidl, men projektet er på plads. Der mangler bare en underskrift. Der er også sat markeringspæle op på grunden, så byggeriet går snart i gang. Mon ikke deres nye butik står klar inden jul," siger Allan Enevoldsen.