Gæsterne på stranden ved Karrebæksminde kunne torsdag formiddag se en lægehelikopter lande på stranden og en bjærget person blive taget under behandling. En person var blevet opserveret liggende livløs i vandet og lægehelikopteren rekvireret til assistance.
Der var dog ingen grund til bekymring - heldigvis var der kun tale om en øvelse. En afprøvning af systemet og hvordan samarbejdet fungerer. Personen blev bjærget op af vandet, og livreddende førstehjælp var iværksat af livredderne, da helikopteren landede. Tryg Fondens team fik i samarbejde stabiliseret personen og båret vedkommende ind i helikopteren til videre transport.
Efter endt øvelse blev der holdt en evaluering, inden helikopteren i en gevaldig sandstorm lettede fra stranden. Klar til næste del af øvelsen.
Klokken 10.45 landede lægehelikopteren nemlig på sportspladsen ved Stenlængevej i Næstved, hvor en patient skulle overføres fra en ambulance til helikopteren for at spare transporttid på vejen til Rigshospitalet. Efter en flyvetur på tyve minutter var patienten i sikre hænder på Riget.