Tornved Genbrugsplads får efter 1. september en ekstra åbningsdag, nemlig lørdag.
Til gengæld mister genbrugspladsen på Virkelyst i Nr. Jernløse tirsdagen som åbningsdag, skriver dagbladet Nordvestnyt onsdag.
Baggrunden for ændringen er, at Holbæk Forsyning A/S kan konstatere, at der er mindst søgning til pladsen i Nr. Jernløse om tirsdagen. Og genbrugspladsen på Holbækvej i Tornved har fået større kapacitet, efter at den genåbnede i marts efter en større ombygning.
Med ændringerne efter 1. septemher vil der både lørdag og søndag altid være tre genbrugspladser i Holbæk Kommune, der har åbent. Og på hverdagene vil der altid være to åbne pladser.
Til efteråret skal der foretages en analyse af, hvad der skal ske med genbrugspladserne i Tølløse og Nr. Jernløse. Pladsen i Tølløse trænger mest til en renovering. Det skal også afklares, om den skal blive liggende på den nuværende placering, hvor der ikke er plads til en udvidelse. Holbæk Forsyning har netop sendt rådgivningsarbejdet i forbindelse med analysearbejdet i udbud.
