Tikøb Brandvæsen, som er en del af Nordsjællands Brandvæsen, er i fare for at blive lukket. Det erfarer Frederiksborg Amts Avis.
Idéen om at lukke den lille, velfungerende station på Præstevænget 15 i Tikøb, er efter avisens oplysninger opstået i et forsøg på indfri statens krav om, at landets beredskaber skal finde besparelser. For Nordsjællands Brandvæsens vedkommende drejer det som om 6,3 millioner kroner årligt fra næste år.
Og en af måderne at nå sparemålet på, er i følge avisens oplysninger at nedlægge brandstationen i Tikøb.
Lukket punkt
Det er ikke første gang, Tikøb Brandvæsen har været i fare for at blive nedlagt. Sidste gang var for godt 25 år siden, og dengang lød der et ramaskrig. Resultatet blev, at Tikøb beholdt sin brandstation.
Formanden for Beredskabskommissionen, borgmester Benedikte Kiær, kan ikke udtale sig om sagen.
- I øjeblikket foregår der en risikobaseret vurdering af de udspil, der er kommet til en fremtidig struktur på beredskabsområdet. Men det er et lukket punkt på dagsordenen, så derfor udtaler jeg mig ikke om den konkrete sag, siger Benedikte Kiær.
Svært at se flertal
Hun selv har dog meget svært ved at se, at et forslag om at lukke Tikøb Brandstation kan finde flertal i Helsingør Byråd.
- Når jeg kigger mig rundt i byrådssalen, har jeg meget svært ved at se, at et sådant forslag kan bære igennem. Jeg kender byrådet og politikerne godt, nok til, at jeg nægter at tro, at de vil stemme for en eventuel nedlægning af brandstationen i Tikøb, siger hun.
Sparekrav
Alle landets beredskaber arbejder netop nu med dimensionering af de nye store beredskaber - og således også Nordsjællands Beredskab.
- Vi har fået et sparekrav fra staten, og selvom vi har sparet ved at sammenlægge tre beredskaber i ét, og hentet en masse effektivitet på den måde, så er det alligevel en stor og svær opgave at finde de nødvendige besparelser, vurderer formanden for Beredskabskommissionen.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra direktør i Nordsjællands Beredskab, Lars Rosenwanger, som er på ferie.
Nordsjællands Brandvæsen, som tidligere bestod af brandvæsenerne i Helsingør og Fredensborg Kommuner, fusionerede ved årsskiftet med Allerød, Hørsholm og Rudersdal. Samtidig flyttede ledelsen fra beredskabsgården på Klostermosevej i Helsingør til Kokkedal Industripark i Hørsholm kommune.
Smadrer sjælen
En lukning af Tikøb Brandstation vil i følge folk tæt på brandvæsenet være med til at smadre den sjæl, der er tilbage i det tidligere brandvæsen i Helsingør kommune.
Det synspunkt støtter den tidligere formand for beredskabskommissionen, Per Tærsbøl. Han var i sin tid med til at redde Tikøb Brandstation, da den sidst var lukningstruet.
- Desværre er det lige præcis det, jeg ventede og frygtede, der ville ske ved en fusion af beredskaberne. Men ingen i Helsingør Byråd vil formentlig gå med til sådanne besparelser, lyder det fra Tærsbøl.
