Hårsækmider hos hunde

Hårsækmider, eller Demodicose, er en infektiøs hudlidelse forårsaget af en parasit kaldet hårsækmiden.

Hårsækmider findes også hos hunde uden tegn på hudproblemer, og man mener, at det er antallet af hårsækmider, som afgør om hunden får symptomer eller ej.

Antallet af hårsækmider hos den enkelte hund afhænger i høj grad af genetiske og immunologiske forhold.

Hårsækmiden, som er en lille, cigarformet parasit, smitter typisk fra tævehunden til hvalpene indenfor de første tre levedøgn.

Hvorvidt hvalpene får symptomer eller ej afhænger af i hvor stort antal miderne opformeres i hvalpens hud.

Hvalpe, som er genetisk disponerede for demodicose, har et immunsystem, som i for høj grad giver gode vækstbetingelser for hårsækmiden, mens hvalpe uden genetisk disponering og med et velfungerende immunsystem ikke tillader fremvækst af store mængder hårsækmider.

Der skelnes mellem to typer af demodicose: En lokal form og en generaliseret form.

Den lokale form er oftest selvhelbredende, mens den generaliserede form kræver behandling, som i værste fald kan være livslang. Det er dog typisk, at hvalpe med den generaliserede form kan vokse sig fra problemet.

Ved den lokale form er der oftest læsioner i ansigtet og på forbenene.

Betændelsen medfører, at hunden taber hår, så der fremkommer hårløse partier. Der kan være kløe og skæl-dannelse.

Ved den generaliserede form er store dele af kroppen angrebet.

Den generaliserede form viser sig oftest ved store sammenhængende områder med voldsommere forandringer.

Der kommer ofte en bakterie-infektion oveni, som kan medføre, at huden bliver fortykket. Det kan væske fra de ramte områder, så der dannes skorper, og af og til ser man små bylddannelser i huden.

Diagnosen kan relativt let stilles. Et hudskrab, hvor man med et skalpelblad skraber i de yderste lag af huden, lægges under et mikroskop, og miderne er umiddelbart synlige.

Behandlingen af den lokaliserede demodicose er relativt enkel. Der er sjældent brug for midedræbende midler, da infektionen oftest klinger af, af sig selv.

Den generaliserede form kan principielt deles op i to: En juvenil form, som ses hos hvalpe, og en generaliseret form hos voksne hunde.

Behandling af den juvenile form rettes i høj grad mod sekundære infektioner, da hvalpene efterhånden udvikler en bedre immunitet mod hårsækmiderne og derved vokser sig fra problemet.

Den generaliserede form hos voksne hunde kræver derimod både en behandling rettet specifikt mod miderne, samt en behandling af de sekundære infektioner.

Behandlingen kan eventuelt være livslang og man bør undersøge hunden for andre lidelser som eventuelt kan være ansvarlige for immunsystemets svækkelse overfor miderne.

Demodicose kan forekomme hos alle hunderacer, men især shar pei, west highland white terrier og engelsk bulldog er disponerede for sygdommen.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...