Min hustru og jeg nyder Rudersdals skønne natur, og vi går næsten dagligt ture i en af kommunens mange grønne oaser. Mandag aften gik vi gennem Eskemose Skov i Birkerød. Vi gik ad Sjælsøstien og videre op mod Ravnsnæsvej via Slugten. Her stødte fruen og jeg på dræbersnegle i et antal, så vores snak om den tårnhøje grundskyld forstummede. Der var så mange, at vi skulle passe på, hvor vi plantede fødderne. Cirka halvvejs oppe ad stien prøvede vi for sjov at tælle sneglene omkring os. Alene på stien talte vi 16 snegle inden for en enkelt kvadratmeter.
Det er altså mange, og straks gik tankerne tilbage til forrige uge, hvor jeg samlede 700 af de slibrige væsner på tre dage i vores ellers dejlige have i Birkerød. Her kom vi hjem fra ferie og fandt, at de slimede kryb grådigt havde ædt løs af vores solsikker, så kun skeletterne stod tibage - ligesom vores Hortensiaer og Dahliaer var skamspist til ukendelighed.
Nu har vi allieret os med naboerne i en fælles kamp mod sneglene. Det anbefaler Naturstyrelsen nemlig.
Styrelsen har også lige sendt en opgave i udbud, hvor handlingsplanen mod invasive arter grundliggende skal revideres. Det fortæller Politiken i en artikel før sommerferien. Invasive arter er blandt andre dræbersnegle, hybenroser og grå egern.
Ifølge en ny EU-forordning skal disse arter, der truer EU's biologiske mangfoldighed på en såkaldt »dødsliste«, som alle medlemslandene har pligt til at bekæmpe. I Danmark har indsatsen hidtil langt overvejende været frivillig for såvel stat, kommuner og private.
Frederiksborg Amts Avis har derfor spurgt Rudersdal Kommune, hvad den gør for at holde dræbersnegle-bestanden nede på de mange skønne, offentlige arealer.
Sneglene forrykker nemlig balancen i de danske økosystemer - blandt andet ved at fortrænge den hjemmehørende sorte skovsnegl.
Læs formanden for Miljø- og Teknikudvalget i Rudersdal, Court Møllers (R), svar i Frederiksborg Amts Avis onsdag...