Der bliver ikke længere drevet hotel fra Algade 13 i Roskilde.
Tirsdag blev Hotel Prindsen A/S der har drevet hotellet siden 2007 taget under konkursbehandling.
Kurator Henrik Selchau Poulsen fra advokatfirmaet Bruun & Hjejle, skulle i løbet af få dage tage stilling til, om driften af hotellet kunne føres videre, altså om nogen ville stille den risiko at drive hotellet.
Hver dag koster for kurator, og derfor skulle en overtagelse gå meget hurtigt. Men det har ikke vist sig at være muligt at finde en interesseret der ville slå til på så kort tid.
- Der har været interesserede der vil drive hotel derfra, men de har ikke kunne tage beslutning inden for 24 timer, om de ville drive det videre, siger kurator Henrik Selchau Poulsen.
Derfor er medarbejderne sendt hjem, og hotellet er helt lukket.
Medarbejderne er dog ikke fritstillet eller opsagt, understreger Henrik Selchau Poulsen.
- Medarbejderne er i princippet stadig til rådighed indenfor 14 dage, og skulle der være en interesseret, som ønsker at drive hotellet videre inden for de 14 dage, så kan medarbejderne i princippet fortsætte på deres ansættelseskontrakter, siger Henrik Selchau Poulsen.
Gæster, der har fremtidige bookinger, vil snarest få besked, mens flere allerede har fået den triste besked.
Henrik Selchau Poulsen har allerede været i kontakt med flere der havde planer i den nærmeste fremtid.
- Nogen skulle have holdt bryllup på lørdag og næste lørdag. Såvidt jeg har kunne se, har ingen af dem indbetalt et særligt stort depositum eller forudbetalt noget, men de står selvfølgelig i en slem situation, hvor de inden for meget kort tid skal finde et nyt sted at holde bryllup, siger Henrik Selchau Poulsen.
Det er ejendomsselskabet Nordicom der ejer bygningen.
Læs mere i dagens avisudgave af DAGBLADET Roskilde.
