Det er en af dansk musiks største navne i disse år, Marie Key, som 30. oktober klokken 20 giver koncert i Trommen.
Kulturhuset i Hørsholm er et af kun 10 danske spillesteder, som i efteråret får fornøjelsen af at præsentere den unikke sanger og sangskriver i akustisk version.
Efter sommerens forestående koncerter med stort band gearer Marie Key nemlig ned med en række koncerter for et siddende publikum, og Trommen er altså med på tourplanen.
- Vi glæder os meget til at præsentere publikum for en ny side af Marie Key. Hun er en spændende artist, der både laver iørefaldende musik og har kant og personlighed. Det er en af de mest markante danske sangerinder i disse år, vi får på besøg, siger Trommens musikchef Bina Hjorth.
I februar 2015 udkom Marie Keys femte album »Tænker du vi danser«, som indeholdt en samling lyse kærlighedssange, heriblandt hittet »Fatter det nu«.
Det er sange fra dette album, Marie Key tager med på tour, men der vil også være rig mulighed for at høre sange fra de tidligere albums.
Marie Key siger selv om det nye koncertformat:
- På kvindernes kampdag i marts 2015 spillede Andreas (producer Andreas Sommer, red.) og jeg til et arrangement i Store Vega med siddende publikum. Vi troppede op kun med en akustisk guitar og spillede seks sange i nogle ret nedbarberede versioner. Vi havde en virkelig god oplevelse med et meget lyttende og opmærksomt publikum. Bagefter talte vi om, at det kunne være sjovt at lave nogle flere af den slags koncerter. Formen var uformel, og indimellem skete der ting, vi ikke var forberedt på. Så efter et forår og en sommer med fuldt band og tryk på, kaster vi os nu ud i en række anderledes koncerter. Vi glæder os meget til de nye muligheder og til at spille sangene på en ny måde.
Billetsalget er åbnet på trommen.billetten.dk, tlf. 70 20 20 96 eller i Kulturhus Trommens servicebar mandag-fredag kl. 11-18.
