- Det bliver simpelthen så fint og så godt. Det er en investering, som kommunens borgere bliver glade for i mange, mange år. Nu mangler vi bare sommervejret med lidt mere stabil sol og varme, så skal du bare se - så bliver her sort af mennesker.
Havnefogeden i Vedbæk, Tom Olsen, viser med smil og stolthed Frederiksborg Amts Avis rundt på Nordstranden ved Vedbæk Havn. Siden sidste sommer er 24.000 kubikmeter sand blevet læsset ud over arealet, mens der på Sydstranden er »drysset« cirka 20.000 kubikmeter sand ud.
- Vi har nu en gang for alle ryddet op i fortidens synder. For små 100 år siden dumpede man murbrokker, sten og beton ud på strandene i forbindelse med byggerier i området. Alt dette byggeaffald kom frem for nogle år siden i forbindelse med de store storme og da »Bodil« ramte Danmark. Sidste år blev 6000 kubikmeter sand pumpet op fra havnebassinet og spredt ud over Nordstranden. Men sandet viste sig at være alt for fint, så det meste blev skyllet væk i løbet af vinteren. Derfor begyndte vi forfra i år, forklarer Tom Olsen, der fortsætter:
- 120.000 kubikmeter sten er blevet sorteret i størrelse og lagt ud på molerne. 6000 kubikmeter eksisterende sand er blevet sigtet og 12.000 kubikmeter nyt sand er blevet kørt ind fra Faxe. Dette sand er grovere i kornstørrelsen, for beregninger viser, at det ikke så nemt skylles væk.
Ud over det grovere sand er der også blevet bygget en helt ny bølgebryder helt mod nord på stranden. Den skal også beskytte sandet mod at skylle væk.
- Alle sejl er sat til for at gøre kommunens største strande lækre for gæsterne. Der er blevet bygget en helt ny og længere badebro, så brugerne får bedre vanddybde, når de benytter den. Hele havbunden er blevet hævet med lækkert sand, så det er behageligt at gå ud, og så både små og store børn kan lege og hygge sig i vandet, mens de voksne ser til fra strandkanten eller broen. Det er virkelig blevet børnevenligt, påpeger Tom Olsen i Frederikborg Amts Avis lørdag.
De nye, fine badestrande kan allerede nu benyttes, men de indvies officielt den 16. august, hvor der er Vedbæk Havnedag. Derfor arbejdes der i disse dage på højtryk med at gøre græsarealerne mellem stranden og Vedbæk Strandvej fine, og en ny trappe ned til stranden er også ved at blive støbt.