Først dukkede berømtheden op til en mindeværdig optræden med musikvennerne Alex (Riel) og Ole (Sir Henry)på 'Torvet' i Liseleje i sommeren 2008.
Siden er han blevet næsten en tradition ved den årlige Krudt-værksfestival i Frederiksværk. Senest gav han fin intimkoncert på Lisegården februar i år og til august holder han Solokoncert på Halsnæs Bryghus. En kendt rockstar med stærk tilknytning til området, må man sige. Men hvad skyldes Billys tætte forbindelse til netop Halsnæs?
Det skulle undersøges nærmere, og det bragte mig til hjertet af landets hovedstad, hvor Mr. Cross har holdt til siden 1979, når han ikke turnerer - eller holder ferie, for det meste i vores Liseleje!
Billy og undertegnede havde sat hinanden stævne i familiens dejlige lejlighed på 4. sal lige midt på Strøget i Køben-havn, for at få os en snak om musikeren og selve personen Billy Cross (BC).
Det bliver et imødekommende, klogt og levende møde her i Cross' arbejdsstue lige ovenover Strøgets menneskehav. Hovedpersonen kommer fra en almindelig amerikansk-jødisk kernefamilie bosat i Scarsdale nord for New York, hvor BC voksede op som enebarn af Universitetslærer mor og tandlæge far. Hjemmet var meget trygt med klaver og megen klassisk musik, fortæller han, men det var ikke årsagen til hans musikinteresse.
Dét startede med en ukulele (Hawaii-guitar), som vennen smadrede på en sommerlejr. Derfor blev guitaren hans instrument og har været det siden. Forældrene understøttede naturligvis, men drengen nægtede bare at gå til spil.
Ville hellere selv, hvorfor han blev autodidakt og undgik noderne, da han ikke er særligt matematisk anlagt. Det ærgrer ham måske lidt den dag i dag.
Først var det den traditionelle folkemusik, siden blev det til instrumentalmusik med Ventures, Johnny & the Hurricanes og Link Wray som forbilleder.
I skoletiden gik han med aviser og kunne da finansiere sin første elguitar, en Kay med tilhørende Fender Champ forstærker, der blev grundlaget for hans spil med eget band, som bare 13-årig. De spillede en del lokalt fra '61-'64, hvorefter det blev Manhattan og musikmiljøet hér, som fristede i de unge år.
Ved siden af musikken gik Billy nu på Columbia University og studerede geologi (bifag) og engelsk litteratur, som han blev Master i dér. Desuden var han i en periode fotomodel - det gav godt, men var et utaknemmeligt job, kan han oplyse!
I '68 startede så karrieren og livet som professionel musiker. Det blev en sjov og lærerig tid med studio arbejde og turneer i USA og resten af verden.
Bl.a. tilbragte han sommerferie i Danmark, hvor han i '74 mødte Lise på Musikcafeen i Magstræde. Så var han solgt! Hun tog med ham til New York, hvor de boede i mange år. Dog blev BC mere og mere bundet til Lises hjemland, hvor de i stigende grad tog ophold og levede et dobbeltliv. Omsider blev beslutningen taget om definitivt at flytte til Danmark, hvor de i '89 fik sønnen Daniel.
Karrieren for BC tog efterhånden også her form, så der blev nok at se til som musiker, producerer og lærer i 10 år på Rytmisk Musikkonservatorium. Selv om Lise er veluddannet (cand.mag. engelsk) og jobber periodevis, er det nu mest Billy, som har arbejdet igennem årene og aldrig frygter usikkerheden som selvstændig.
"Det må nok tilskrives min trygge barndom", afslører han med et klart smil.
Og de er blevet her siden. På spørgsmålet om, hvorfor BC valgte at slå rødder hér, kommer svaret overraskende prompte:
"Danmark er et godt sted at bo. Jeg er glad for det og landet passer til mit temperament. På mange måder et ideelt samfund, homogent, tolerant og børnevenligt. Langt hen ad vejen er indstillingen også humanistisk og social. For jeg kan selv godt li' at hjælpe andre," fortæller han.
Derefter falder snakken på BC's andet store interesse, køkkenet.
"Mad er ligesom at mixe en plade. Det er detaljerne og ingredienserne, som gør forskellen. "
Han er glad for at lave mad og søger naturligt mod køkkenet, når der skal kobles af.
"At lave mad gi'r en umiddelbar succes - velsmag. Og at tilegne et udsøgt måltid til nogen man elsker, kan virkeligt gøre mig glad. En madglæde der i særdeleshed må tilskrives mit jødiske ophav,'"siger han med glimt i øjet.
En oplevelse vi måske kan se frem til ved en senere lejlighed? Lises bedstefar havde hus i Liseleje i '40erne og forældrene fik sommerhus i Asserbo. Og hér kunne de godt lide at komme.
Med tiden fik Cross-familien også egen sommerbolig i Liseleje. Det er et trygt sted at være alene og sammen.
"Jeg holder meget af området og er her mindst fire måneder om året," fortæller han.
"Det er jo et stadigt mere larmende samfund, som omgiver os, hvorfor livet på 'landet' betyder rigtigt meget for mig."
Han bruger megen tid i naturen og cykler mange ture heroppe.
"Det er et fantastisk område! Men frygteligt at lejren nedlægges", understreger han.
Skal Billy nævne en lokal, som har betydet meget for ham heroppe, falder talen på købmand, Niels Vad.
'Han er en 'fed' fyr, hjælpsom, et ordentligt menneske og go' for lokalsamfundet. Og det er ganske særligt. For skal man f.eks. sammenligne med Tisvilde, er det som sort og hvid', kommer det afslutningsvis fra rockstjernen fra New York, som samtidigt betror mig, at den seneste plade med Billy Cross Band, der udkommer til september, nok også bliver hans sidste. Den ser vi frem til!