Selvom biblioteket i Birkerød er det mest besøgte i kommunen, og selvom det har navnet Hovedbiblioteket, halter det efter de andre biblioteker i kommunen på et område. Hovedbiblioteket i Birkerød er det eneste bibliotek i Rudersdal, som ikke er et åbent bibliotek, hvilket vil sige at det er åbent for selvbetjening på bestemte tidspunkter. Den mulighed blev drøftet på et møde i Kultur- og Fritidsudvalget onsdag.
- Vi har haft en snak om selvbetjening på Hovedbiblioteket i Birkerød rigtig mange gange i løbet af årene - hvad det koster og så videre. Nu har vi fået at vide, hvad det koster at gennemføre, og hvilke muligheder der er. På den baggrund vil vi til de kommende budgetforhandlinger i efteråret diskutere, om der er politisk stemning for at etablere et åbent bibliotek i Birkerød eller ej, siger Daniel E. Hansen (V), der er formand for Kultur- og Fritidsudvalget.
Etablering af et selvbetjent bibliotek vil koste 970.000 kroner at gennemføre, og der er ikke nogen større omkostninger forbundet med driften af det, oplyser udvalgsformanden.
Bibliotekerne i Holte, Nærum og Vedbæk er alle selvbetjente i forskellige tidsrum, men alle tre har de åbent fra klokken 7 morgen til 21 aften alle ugens syv dage. Forvaltningen i Rudersdal Kommune foreslår, at åbningstiden på alle biblioteker, hvis Hovedbiblioteket i Birkerød også bliver selvbetjent, udvides fra klokken 21 til 22 alle dage.
Læs mere i Frederiksborg Amts Avis fredag.
