Politimand anklaget for at tale over sig om Mia-mordet

Da sexmorderen Steffen Kristensen i 2003 voldtog og kvalte den 12-årige Mia Teglgaard Sprotte i Benløse, fulgte hele landet med i opklaringen af mordet. Sidenhen er sagen også blevet gengivet i tv-serien "De syv drab" og i den tidligere drabsefterforsker i Rejseholdet Tom Christensens bog "Han fik morderne til at tilstå".

Men nu bliver Tom Christensen imidlertid anklaget for at have talt over sig. Statsadvokaten har netop åbnet en sag mod den tidligere politimand, der er under anklage for at have brudt tavshedspligten i sin bog.

En princip-sag

- Det er en principiel sag. Man skal passe rigtigt meget på, hvad man skriver om oplysninger, som man har erfaret fra tjenesten. Tavshedspligten gælder, selvom en sag har været stærkt offentligt omtalt og har været behandlet i offentlige retsmøde, udtaler statsadvokat Gyrithe Ulrich til ekstrabladet.dk.

- Vores holdning er også, at man ikke skal kunne tjene penge på disse sager ved at skrive bøger om dem. Vi mener, at tæppet lukker ned, når en sag er afgjort, og at man ikke kan blive ved med at offentliggøre oplysninger fra den. Tidligere politifolk skal manøvrere indenfor grænserne af tavshedspligten, siger anklageren.

Det var fængselsdirektør Hans Jørgen Engbo, der i 2011 anmeldte Tom Christensen. Først blev sagen undersøgt hos Politiklagenævnet og gik så over til den nye uafhængige politiklagemyndighed, DUP, der har bedt Statsadvokaten om at rejse sagen.

Helt hen i vejret

Tom Christensen selv mener, at sagen er helt hen i vejret. Det var Tom Christensen, der i sin tid fik Steffen Christensen til at indrømme mordet på Mia Teglgaard Sprotte.

- Der var mindst lige så mange oplysninger fremme i TV-serien "De Syv Drab", men det er kun bogen man går efter. Stort set alle oplysninger, som jeg har skrevet, kan man Google sig til og i bogen kalder jeg også Steffen for 'Søren', siger Tom Christensen til ekstrabladet.dk.

Han har nægtet at betale et bødeforlæg på 3500 kroner, og derfor ender sagen nu som en straffesag i retten.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...