Arrangøren bag havnefesten i Rungsted Havn er i fulde omdrejninger med at tilrettelægge årets fest.
Datoen ligger klar: Havnefesten finder sted i weekenden 15. og 16. august, men allerede dagen før 'tyvstarter' festen med en gratis koncert.
"Det har vi ikke prøvet før. Men vi ved, at musik samler. Derfor vil vi prøve med en koncert dagen før selve havnefesten skydes i gang," fortæller Ulla Joensen, der for Erhvervsforeningen Rungsted Havn arbejder på at få fest-program met skruet sammen.
Det er heller ikke noget hemmelighed, hvem der giver koncerten. Det gør sanger og sangskriver Erann DD, som i øvrigt har en båd liggende i Rungsted Havn.
Det er sponsorater fra lokale erhvervsvirksomheder, der gør det muligt at hyre den kendte popsanger, oplyser Ulla Joensen.
Koncerten er ikke den eneste nyhed ved havnefesten, der i år finder sted for tredje år i træk.
Selv om der lægges vægt på, at der er tale om en familiefest, der slutter tidligt på aftenen, vil der i år være et øltelt, der vil have længere åbent.
"Det prøver vi nu, fordi der har været efterspurgt noget mere folkelighed," forklarer Ulla Joensen.