Det bliver en gammel kending, som overtager jobbet som cheftræner for FCØ i Sjællandsserien.
Efter at de to midlertidige trænere, Poul Kobberup og Thomas Elmar, med succes fik reddet FCØ i Sjællandsserien, bliver det den nuværende Humlebæk træner 40-årige Søren Petersen, som kommer til at stå i spidsen for FCØ efter sommerferien.
Dette bliver samtidig starten på det nye FCØ-samarbejde, hvor de to samarbejdsklubber HUI og NKF er blevet enige om, at det kun omfatter senior 1 i Sjællandsserien.
"Vi er rigtig glade for, at det er lykkedes os at blive enige med Søren, som dermed vender tilbage til os," siger René Nisse Christensen fra Sportsudvalget.
"For 10 år siden havde Søren stor succes i HUI, hvor han på tre sæsoner var tæt på at føre os fra serie 1 til DS, og hvor han lykkedes med at integrere vores unge talenter på senior 1 og i løbet af kort tid at udvikle dem til bærende kræfter."
"I både HUI og NKF har vi masser af talenter, og det er derfor den hovedopgave, han har fået igen. Samtidig har de seneste sæsoner lært os, at dette ikke er en nem opgave, og vi har derfor fokuseret ekstra på dette."
"Bl.a. har vi haft vores anfører og viceanfører med i samtalerne med træneremner. Der er dog ingen tvivl om, at Sørens tidligere resultater hos os taler for sig selv. Og siden har han udviklet sig både i talentudviklingsmiljø hos FC Nordsjælland og senest i et mere "klassisk" senior-miljø hos Humlebæk, som han netop har ført op i serie 2."
"Endelig har han et imponerende stort kendskab til fodbold i Nordsjælland, som vi også vil kunne få stor gavn af," afslutter René Nisse Christensen.
Søren Petersen er 40 år og skolelærer på Vallerødskolen i Hørsholm og var som aktiv spiller kendt som en målfarlig og kreativ midtbanespiller i Helsingør IF, Humlebæk og Nivå-Kokkedal FK.