Roskilde Festivals gæster kan på sigt kan få »genanvendt« øllet, når den urin, som festivalgæsterne kommer af med ved dette års Roskilde Festival, ender som gødning til maltbyg på en mark ved Køge og i sidste ende som øl.
Det er tanken bag et projekt, som Roskilde Festival og Landbrug & Fødevarer kalder »Fra pis til pilsner«.
Det er dog ikke et projekt, som Ringsted Festivals arrangør Anders Sørensen har lyst til at kopiere.
Han er lidt skeptisk overfor det nye initiativ og vil hellere bruge pengene på bedre toiletforhold til gæsterne:
- Det er ingen nyhed, at mange festivaler bruger mange penge på genanvendelse, men det er vigtigt, at man også vurderer, om pris og effekt hænger sammen. Eksempelvis har mange testet genanvendelige ølkrus, som vaskes, men det viste sig både at være dyrere og at svine mere end engangskrus. Jeg kan ikke sige, hvordan Roskilde Festivals projekt med urin som gødning virker, men min fornuft siger mig, at det lokale rensningsanlæg nok er bedre til at fjerne miljøbelastningen, end en mark i Køgeer, siger han og fortsætter:
- Jeg vil hellere give mine gæster adgang til endnu bedre toiletforhold end at servere øl, som er produceret på den her måde. Jeg tror ikke, nogen kan smage forskel, og jeg mener, at det er vigtigere at sikre den gode festivaloplevelse.
PR-stunt
Anders Sørensen mener, der er helt faste grunde til, at Roskilde Festival og Landbrug & Fødevarer har lavet initiativet:
- Det er da en lidt sjov idé, at urin kan blive til øl, og PR-mæssigt er det enormt godt tænkt af dem, det skal de have. Men i mine ører lyder det her som et PR-event, der er sat i verden for at skabe ekstra omtale, og her vil jeg som sagt gerne bruge mit budget anderledes. Roskilde laver også kundeanalyser, og har helt sikkert set, at en stor del af gæsterne går op i genanvendelse og miljø - og det er sikkert grunden til, at de har lavet det her, fastslår han.
