Skal man igennem Viby torsdag eftermiddag, skal man regne med at køre en omvej.
Vejen under jernbanen, altså viadukten hvor Ørstedvej og Dalen mødes, er spærret efter at en lastbil har kilet sig fast under broen.
Det skete klokken 13.10, hvor den 21-årige mandlige chauffør af lastbilen fejlbedømte højden på viadukten.
Hele taget på lastbilen blev skrællet af, og faldt ned på vejen bag lastbilen. En bugseringsvogn er tilkaldt.
Politiet har patruljer på stedet der styrer trafikken.
Man bedes derfor rette sig efter politiets anvisninger på stedet af hensyn til sikkerhed.
Vejen vest for broen er spærret ved Vibyvejen, mens der øst for broen er spærret ved Damgårdsvej.
Politiet har underrettet Banedanmark der skal gennemgå den påkørte viadukt for skader for at sikre, at togene kan køre sikkert over broen.
