Stenløse Boldklub må starte op i Sjællandsserien efter sommerferien, efter SC Egedal lørdag tabte 6-3 ude mod Kastrup i det direkte nedrykningsslag i Danmarksserien.
Fusionen mellem Ølstykke og Stenløse stopper dermed med en nedrykning.
Egedal kom ellers fint fra start og var foran 1-0 efter fire minutter. Men siden satte hjemmeholdet sig på kampen. De blev sat i gang af et selvmål og scorede to gange mere inden pausen.
Kampen blev stort set lukket i det 57. minut med Martin Skovs scoring til 4-1, og de følgende minutter mindede om opløsning. 5-1 og 6-1 i det 63. og 78. minut, og et rødt kort i mellemtiden til Søren Rasmussen sømmede kisten til.
Magnus Spaniel og Mathias Pointinger fik pyntet på resultatet til sidst.