For snart 8 måneder siden søgte jeg om fornyelse af mit kørekort. I al den tid er der ikke sket noget bortset fra, at jeg er blevet påført en masse bøvl. Mon det skal kaldes borgerservice.
Mit kørekort udløb i oktober sidste år, og derfor indleverede jeg i god tid min ansøgning om fornyelse vedlagt lægeerklæring, foto og mit gamle kørekort hos Lejre kommunes borgerservice. Herefter fik jeg udleveret et midlertidigt kørekort med 3 måneders gyldighed.
Da jeg ikke havde hørt noget i denne periode, ringede jeg til kommunen og spurgte hvad jeg skulle gøre, og fik at vide, at jeg endelig måtte møde op og få udstedt en forlængelse. Dette skete så, og jeg fik et nyt midlertidigt kort med yderligere 1 måneds forlængelse.
Da jeg efter yderligere 1 måned stadig ikke havde hørt noget, ringede jeg igen til kommunen for at høre, hvorfor jeg ikke fik mit kørekort. Jeg fik så at vide, at sagen nu lå hos Københavns politis adm.center, som jeg derefter ringede til.
Her kunne man fortælle, at sagen var sendt videre til embedslægen, der havde bedt om en supplerende oplysning fra min læge. Damen kunne dog oplyse, at der endnu ikke var sendt en sådan forespørgsel til min læge.
Altså igen på kommunen og igen udstedelse af nyt midlertidigt kørekort med 1 måneds gyldighed.
Efter endnu 2 måneder, hvor jeg intet havde hørt, ringede jeg igen til politiet, og damen kunne oplyse, at min ansøgning stadig lå i en bunke, og at der stadig ikke var sendt en forespørgsel til min læge. Man kunne heller ikke sige hvor lang tid det ville vare, så jeg skulle bare blive ved med at få nye forlængelser.
Der er nu gået næsten 8 måneder, hvor jeg intet har hørt. Jeg finder det helt grotesk at en ekspeditionssag, som efter hvad jeg ved, er ganske ukompliceret, skal tage så lang tid. Og det er grotesk, at jeg skal gå og holde styr på gyldighederne og hver måned møde op på kommunekontoret, alene fordi sagen ikke bliver ekspederet.
Man får næsten lyst til at opgive, men jeg er bange for, at den manglende effektivitet hos politiet ikke vil komme mig til gode, hvis jeg bliver taget i at køre bil uden gyldigt kørekort.
Poul Holst Jespersen Hegnet 6, 4330 Hvalsø