Fra Keld Jensen, Engbuen 65, Allerød, har Allerød Nyt modtaget følgende beskrivelse af oplevelserne forbundet med at få et rejsekort:
Der er stor glæde i det lille hjem - vi har fået rejsekort. Det er bestemt ikke noget, man bare lige får, har vi konstateret.
Vi havde jo set oplysninger om dette lille kort på tv, så da min gamle og betroede ven, Viggo Bent, kaldet VB, og jeg skulle til Jylland i midten af juni måned, hvor vi blev afhentet i bus på Lyngby Jernbanestation, skulle vi køre med S-tog fra Allerød til Lyngby.
Vi forhørte os på Allerød Station, som også er Seven-Eleven-butik. Vi havde erfaret, at man kunne få et pensionist-rejsekort, og hvis man erhvervede dette inden 1. juni - ja, så var det gratis. Den venlige dame på stationen benægtede hårdnakket disse oplysninger. Det kunne man ikke få på den lokale station. Her kunne man for 80 kroner få et anonymt rejsekort.
Det forstod vi ikke, vi ønskede bestemt ikke at være anonyme, da vi mente, at vi havde en stor berøringsflade her i Allerød og omegn, og ville bestemt ikke iføre os forklædning, blå briller m.m. for at være anonyme, når vi skulle være rejsende med bus og tog.
Heldigvis traf vi en bekendt i Allerød, som kunne fortælle os, at han netop havde været på Lyngby Jernbanestation, og her havde erhvervet et rejsekort, som også var gældende for pensionister.
Vi besluttede derfor, at vi ville drage til Lyngby 28. maj, og vi ville naturligvis tage vores koner med på denne lille udflugt, de skulle også have en dag ud af det, så vi startede bilen kl. 11.00.
Da vi ankom til Lyngby Station, kunne vi med glæde konstatere, at der var enkelte parkeringspladser lige ved stationen. Her kunne man parkere i 30 minutter. Vi var heldige og fandt en plads, som vi mente var meget nær ved billetsalget, så vi begav os fornøjet hen ad fortovet.
Her mødte vi pludselig en temmelig lang kø, som bugtede sig ud fra stationsområdet og i sydlig retning ad fortovet. Køen bestod hovedsagligt af pæne ældre mennesker, som kunne oplyse os om, at de også skulle have rejsekort for pensionister. Vi stillede os op i køen, hvor der var en fornøjelig snakken om vejret, det kommende valg, børnebørn og oldebørn.
Et par venlige mennesker, der havde stået i køen i to timer, hentede skemaer til os og fortalte os, hvordan man skulle udfylde disse, inden man blev fremført for de to DSB-folk, der sad lunt indendøre og skrev oplysningerne fra disse oplysningskort ind på to computere.
Oplysningskortene indeholdt en mængde spørgsmål, så der var flere, der skjulte de anførte oplysninger - jo, jo, her var intet overladt til tilfældighederne. Det stod mig hurtigt klart, at parkeringstiden snart ville udløbe, så jeg drog med faste skridt tilbage til p-pladsen, hvorpå jeg kunne tage på en lille sightseeing i Lyngby. Det lykkedes at finde en p-plads, hvor jeg kunne parkere i tre timer.
Tilbage i køen kunne jeg konstatere, at den kun havde flyttet sig to fliser. V.B. kunne oplyse mig om, at der var gået fire personer ind, men der var ikke kommet nogen ud, hvad skete der dog her?
V.B.'s kone Sonja benyttede lejligheden i køen til at invitere min kone og jeg til brunch 29. juni i anledning af, at hun rundede de firs. Sonja blev omgående gratuleret med fødselsdagen af alle de omkringstående, og der var flere, som foreslog, at man skulle synge fødselsdagssang og råbe et rungende hurra. Sonja er en beskeden dame, så hun nøjedes med smilende at modtage gratulationerne.
Nu var vi efterhånden ved at nærme os selve indgangen til lokalet, og her kunne vi se, at DSB bestemt havde tænkt på vi pensionister. Der var i lokalet opstillet to stole til vi ca. 60 personer. Der var ingen sure miner, man skiftedes pænt til at hvile de trætte ben. Vi mindedes den gamle selskabsleg, hvor der altid manglede en stol, og man skulle lynhurtigt finde en stol, når musikken stoppede.
Min kone og jeg var nu endelig nået frem til skranken, hvor en nydelig dame sad ved computeren og modtog vores udfyldte skemaer. Hun rejste sig pludselig op og gav en korpulent herre et kram. Glad stillede jeg mig op i forventning om, at det samme skulle times mig, men ak nej, det viste sig senere, at den korpulente herre var en af hendes tidligere arbejdskollegaer.
Nu fløj hendes fingre over tastaturet, hvor en masse oplysninger blev indtastet. Pludselig fremdrog hun et lille elektrisk instrument, som jeg antog var en elektrisk barbermaskine. Det undrede mig, da jeg bestemt var velbarberet fra morgenstunden, og min kone bestemt ikke har nogen form for skægvækst. Det viste sig at være et lille fotoapparat, og hun fotograferede os begge.
Kort efter fik vi udleveret rejsekortet med indsat foto. Med stor ærefrygt modtog vi dette kort, som vi følte var et helligt klenodie. Sonja og V.B. blev betjent af en midaldrende herre, men her opstod der problemer. Vi havde på Allerød Station fået oplyst, at vi skulle medbringe legitimation, det kunne være pas, kørekort eller sygesikringsbevis. Sonja havde medbragt sygesikringsbevis, men dette var ikke tilstrækkeligt, da der jo ikke var foto på sygesikringsbeviset. Så Sonja måtte beklemt nøjes med at betragte vi tre andres rejsekort. Hun mente bestemt, at hun som vi andre tålmodigt havde stået i kø 2,5 timer, så hun havde et ansigtsudtryk, som man kun kan se hos kvinder, der er blevet klippet forkert i nakken.
Nu tog vi venligt afsked med vores lidelsfælder i køen. Vi takkede for hyggeligt selskab, og de gentog deres lykønskninger til Sonja. De spurgte: "Hvornår skal vi komme den 29. - Sonja mente, at nu måtte vi ringe og bestille yderligere syv kuverter til brunchen.
Endelig kunne vi ånde lettet op - rejsekortet var i hus - vi havde indbetalt et beløb til 'optankning' - og vi havde haft en hyggelig dag blandt glade pensionister.
Men intet varer evigt. To dage efter modtog vi en skrivelse med overskriften: 'Velkommen til rejsekort selvbetjening'. Den indeholdt en alenlang adresse, som man skulle klikke ind på og vælge en adgangskode. I skrivelsen var der endvidere anført: 'Har du problemer med at benytte linket, så kopier det og sæt det ind i adresselinjen i din browser'.
Nu er V.B. og jeg et par ældre herrer på henholdsvis 78 og 86 år, så vi er ikke ligefrem vokset op med computere. Til gengæld kan V.B. altid spille 3 Sans hjem i bridge, og jeg kan altid digte en god konfirmationssang til lille Børge.
Efter modtagelsen af skrivelsen ringede jeg til V.B. og spurgte, om han også havde modtaget skrivelsen. Det havde han. Jeg spurgte om han havde en browser. Det havde han ikke, han havde engang haft en hamster, men han kunne ikke se, at det havde noget med rejsekortet at gøre.
V.B. og jeg har nu efter talrige interne diskussioner og nøje granskninger af skrivelser udsendt af noreply@ rejsekort.dk erkendt, at pensionistrejsekortet er kommet for at blive. Så nu ser vi frem til, at vi skal prøve at benytte dette fantastiske kort i juni måned.