Så har Susanne lagt pistolen på hylden

Efter 25 år i verdenstoppen stopper 40-årige Susanne Meyerhoff fra Jerslev sin imponerende karriere i pistolskydning.

»Jeg håber, at de unge talenter også i fremtiden får mulighed for at suge til sig af din store kundskab om pistolskydning, og hvordan man træner for at blive den bedste i verden«.

Blandt andet sådan reagerede Dansk Skytte Unions sportschef Linda Andersson, da der dumpede en helt speciel besked ind i hendes mailboks. Den var nemlig fra en af skytteunionens helst store navne, pistolskytten Susanne Meyerhoff fra Jerslev Sjælland ved Tissø, der skrev, at hun efter lang tids overvejelse havde besluttet at indstille sin karriere.

Og det var en beslutning, der har været tre-fire måneder undervejs og trods alt har været svær at tage for den nu 40-årige pistolskytte, der i vinteren 1988 vandt sit første danske mesterskab som 14-årig. Siden har skolelæreren fra Hvidebæk tilhørt verdenstoppen i over 20 år og har høstet et utal af titler. 25 danske mesterskaber, fire EM-titler, tredobbelt OL-deltager, med ved VM fem gange og et hav af danske rekorder. Men nu er pistolen afsikret og lagt i skuffen.

- Nu var det nu. Og der er mange ting, der har spillet ind på min beslutning. Men det vigtigste er nok, at jeg er blevet 40 år og bare er mæt. Jeg brænder ikke på samme måde for at skulle træne op til 25 timer om ugen for at kunne holde mig på toppen, selv om det da ellers er hyggeligt at træne. Og jeg har ikke været i finalen i større mesterskaber siden EM i 2006, fortæller Susanne Meyerhoff.

Også hendes tyske klub Dynamit Fürth har hun sagt farvel til efter næsten 10 års bundesliga-konkurrence med pistol og skydeskive.

Så nu er der blevet temmelig meget mere tid til at være mor for de fire børn - og kone til landstræner i skeetskydning Michael Nielsen, der også er træner for Svebølles tidligere verdensmester Jesper Hansen.

- På den ene side er det da svært at stoppe, fordi jeg har brugt halvdelen af mit liv på pistolskydningen, som jo er blevet en del af min identitet. Men på den anden side, åbner der sig også andre muligheder. Enten inden for skydningen eller i skole- sammenhæng, men indtil videre vil jeg nyde sommeren med familie og venner, og så er der tid til at bage kager og vaske tøj, som vores pige i huset ellers har taget sig af, fortæller Susanne Meyerhoff, mor til fire.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...