Fra Venstre til Alternativet

VALG Ved seneste kommunalvalg og regionsvalg var Qasam Ahmad at finde på Venstres valgplakater, i dag er hans trailer fyldt med valgplakater for Alternativet. Han blev ikke valgt til hverken Halsnæs Byråd eller regionsrådet, nu prøver Qasam Ahmad at vind en plads i Folketinget.

Men hvorfor skifte fra Venstre til Alternativet?

"Jeg vil gerne understrege, at jeg lokalt ingen indvendinger har mod Venstre. De har taget godt imod mig og samarbejdet har fungeret godt, og vi hilser stadig på hinanden," svarer Qasam Ahmad og fortsætter:

"Det er på landsplan at jeg ikke kan forene mig med Venstre. Alle de skandalesager omkring formanden og så partiets integrations- og flygtningepolitik. Og jeg står fuldstændig af i forhold til Inger Støjberg og de udtalelser, hun kommer med. Jeg kan ikke være i sådan et parti."

"Jeg har fulgt Alternativet fra sidelinien og været stor beundrer af Uffe Elbæk. Jeg har så deltaget i et par politiske laboratorier og kan godt lide den måde Alternativet involverer og inddrager borgerne, det vil jeg gerne være en del af."

Hvorfor stiller du op i Københavns Omegn og ikke i Nordsjælland?

"Jeg har arbejdet her som frivillig i forskellige foreninger med vejledning af børn og unge og jeg har en stor omgangskreds i omegnen af København, så det har været helt naturligt for mig."

Qasam Ahmad er 35 år og bor i Frederiksværk med kone og tre børn. Han er uddannet cand. merc. med speciale i marketing og kommunikation og arbejder i dag freelance indenfor online marketing.

Da han som nyuddannet havde svært ved at få arbejde indenfor sit fag, kørte han taxa i en periode. Og det var faktisk her, han fik sin interesse for politik, da han hørte radio og ikke mindst lyttede til passagererne - syge, unge, ældre, forretningsfolk, mange forskellige mennesker med forskellige historier.

Da Halsnæs Avis taler med Qasam Ahmad onsdag formiddag, har han lige hentet en trailer, som skal bruges, når der skal sættes plakater op. Lige så snart statsministeren har 'trykket på valgknappen'.

Han har 1200 valgplakater, 500 med sig selv og 700 med andre Alternativet-kandidater. De skal gerne med venners hjælp op at hænge i Høje Tåstrup, Brøndby, Brøndby Strand og Ishøj, inden det bliver sengetid. Det kan godt gå hen og blive sent!

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...