Ølfirma fra Holte vil erobre verden med let øl

Kan man lave en øl med lavt alkoholindhold, der smager godt? Det spurgte Henrik Wiese fra Holte sig selv om for to år siden.

I dag har han selv leveret svaret i form af TeeDawn, der er et nyt ølmærke, der består af foreløbig fire slags øl med en alkoholprocent omkring 2,7.

Men da Henrik Wiese stillede spørgsmålet, var hans egen konklusion, at der ikke fandtes godt øl under pilsnerstyrken på 4,6 procent. Og inden han nåede frem til TeeDawn, måtte der en længere rejse til, hvor han var rundt og besøge et utal af bryggerier i Sverige, Danmark, Belgien, England, Tjekkiet og Tyskland.

Her fandt han de bedste bud på "lowcaholic"-øl i den tyske delstat Bayern, og efter ca. 100 pilotbryg på lokale bryggerier, har han nu med kyndige folks hjælp - og med assistance fra sin egen brygmester - fået udviklet fire øl, som håndbrygges på fire lokale slotsbryggerier i Bayern, og som sælges og markedsføres fra et kontor på 2. sal på Holte Stationsvej.

"Det danske ølmarked består groft sagt af stærke øl eller af non-alkohol øl, der smager kedeligt. Sidste år blev der lanceret omkring 1000 nye øl i Danmark, hvoraf langt de fleste var ekstremt stærke øl fra specialbryggerier. Men hvorfor skal man enten kede sig eller bliver beruset, når man drikker øl? Der har manglet et velsmagende alternativ, der samtidig kan inspirere folk til at drikke mindre alkohol," siger Henrik Wiese.

Han havde i følge sine egne ord ingen forudsætninger for at blive ølproducent. Til gengæld vidste han en masse om analyse og strategi fra mange års arbejde som ledelses- og strategikonsulent, og derfor gik han meget analytisk til værks, da virksomheden skulle udvikles.

"Jeg startede med at analysere alle store øllande i Europa for at finde frem til de steder, hvor man har de bedste traditioner for at producere øl med lavt alkoholindhold," fortæller Henrik Wiese om det omfattende analysearbejde, der endte i Bayern.

Indtil videre er der afsat 80-90.000 flasker af de fire udgaver af TeeDawn, Ale Cut, Lager Cut, Wheat Cut og LemonBeer, der alle baseres på rene, lokale og regionale råvarer fra de bayerske slotbryggeriers egne marker og kilder.

Øllet sælges foreløbig på 50 restauranter i Hovedstadsområdet, samt hos Holte Vinlager og en række lokale supermarkeder. Men næste skridt er at udbrede TeeDawn til storbyer som London, Berlin, Stockholm og Oslo.

"Målet i 2015 er 300.000 flasker. I første omgang satser vi på København og Nordsjælland, men via den danske ambassade i London har vi deltaget i en stor engelsk fødevaremesse og det har ført til drøftelser med en stor engelsk supermarkedskæde, som kan blive vores næste spring," siger Henrik Wiese.

Her forhandles TeeDawn:

Holte VinlagerMeny i BistrupBrugsen på Trørød TorvSøllerød KøbmandenMaltesens Gourmet i HolteLokale restauranter: Jægerhuset, Vecchia Enoteca, Gl. Holtegaard og Skodsborg Kurhotel.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...