Ulykke gav inspiration til roman

ROMAN I dag 12. maj udkommer 'Drengen der løb med Gud', der er skrevet af Morten Sabroe, Torup.

En blodig episode i lokalområdet inspirerede ham til bogens barske handling:

"For to-tre år siden kom min 88-årige svigerfar kørende på Amtsvejen tæt ved Hundested. En bil med en pensioneret politiinspektør kører ud fra en sidevej og torpederer ham. Hans bil ruller flere gange rundt og ender på siden i grøften. Han får sparket bildøren op og stiger ud af bilen med blødende skjorte. Jeg vidste, at jeg en dag ville bruge det i en roman. Jeg skulle have ham til at hævne sig på den mest uforsonlige måde. Episoden ligger 1/3 inde i bogen, og så har min underbevidsthed bygget en historie om gengældelse op omkring den," forklarer Morten Sabroe i præsentationsmaterialet til romanen, som udgives på Politikens Forlag.

'Drengen der løb med gud' handler om hævn og skyld: En dreng bliver fundet død i en kløft efter et vildt stormvejr. En kvinde ser ham og vækker ham til live ved at slå sin knyttede næve mod hans bryst. Drengen vågner op på hospitalet, han har mistet sin hukommelse. Et billede af en pige hjemsøger ham. Hun har grønne øjne. Hun står under vand. Der kommer bobler ud af hendes mund. Viktors fornemmelse af at han har gjort hende fortræd, vokser sig stærkere og stærkere. Hvem er pigen, og hvad er der sket hende? Langsomt viser den frygtelige sandhed sig for ham, og han er ikke længere den, han troede han var.

Selv om bogen er et mørkt eventyr, har optakten til udgivelsen langt fra været dyster. I en stærkt underholdende facebook-promotion for den nye bog har Morten Sabroe bl.a. inddraget Kongehuset, politikere og andre notabiliteter, der på den ene eller måde har lovprist den nye roman, f.eks.: DERFOR TOG PRINS HENRIK TIL VENEDIG - OG KOM HJEM OG LÆSTE 'DRENGEN DER LØB MED GUD', inden det løb helt af sporet: "Morten Sabroe er gået ned med selvmedlidenhed og er ude af stand til at fortsætte sin salgskampagne her på Facebook. Sent i nat fik Morten et akut og voldsomt anfald af noget der mindede om en fødselspsykose. Han var alene i sit sommerhus - når man ser bort fra tre flasker Havana Club Anejo 7 Anos, som han for et par uger siden havde købt på tilbud i Superbest i Hundested, 120 kr. per flaske", meddelte forlaget pludselig.

Og nu er både forfatteren og hustruen Do som sunket i jorden, erfarer Halsnæs Avis efter utallige opkald til skrivehytten ved Torup.

an

Morten Sabroe (f.1947), journalist og forfatter, har skrevet for skiftende dagblade, bl.a. Information og Politiken, inden han blev fuldtidsforfatter. Titler, bl.a.: Johanna og Den spanske gæst, Kærlighedskrigeren og Libido. 

Han bor ved Torup sammen med Do Windfeld Sabroe, som tidligere har skrevet artikler til Halsnæs Avis.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...