Jan Holm, Nordvestnyt
Alle kender dens navn, færre har hørt den, og endnu færre har set den. Men nattergalen er en legendarisk skabning, ikke mindst i kraft af H.C. Andersens eventyr og de mange børnesange, der handler om den lille, undselige fugl med den store stemme.
- Alle bør høre nattergalen på et eller andet tidspunkt i deres liv, helst når de er børn eller unge, så de kan bringe det med sig i deres liv, men ellers er det bare at komme ud at høre den, siger biolog Knud Flensted, Dansk Ornitologisk Forening (DOF).
Høres døgnet rundt
Desuden vil naturen byde på mange andre oplevelser at gå på en nattergaletur, tilføjer han.
Hvis man bor i nærheden af en mose, har man sikkert hørt dens kraftige, intense sang midt om natten.
Døgnet rundt kan man høre nattergalens skønne, klare sang, men især ved fire-tiden om morgenenen er dens sang kraftig og gennemtrængende.
Hannens sang er melodiøs, varieret og frem for alt kraftig. Den er særligt imponerende morgen og aften.
- Man kan høre dem på et par kilometers afstand, hvis der er et kor af nattergale, siger Knud Flensted.
Nattergalen er en sand forårsbebuder.
- Ligesom når tjørnen og hylden blomstrer, og sommerfuglene kommer frem, kan man nyde, at foråret og sommeren er på vej, når man hører nattergalen synge, siger han.
Der er kun en håndfuld fugle, der synger natten igennem.
- Rørsangeren, kærsangeren og græshoppesangeren synger også om natten, men ikke med samme intensitet, siger han.
»Usynlig« fugl
Hvis man forsøger at finde frem til nattergalen i dens miljø, kan man godt blive skuffet.
Det fortæller Gerth Nielsen, der er ornitolog og turleder på bl.a. nattergaleture i Nordvestsjælland.
- Man kan stå en meter fra den og meget tydeligt høre dens sang, men man kan ikke se den lille gråbrune fugl sidde dér i pilekrattet lige foran en, siger han.
Nattergalens sang bliver ofte forvekslet med sangdroslens, da de for det utrænede øre minder om hinanden.
Forveksles med sangdroslen
Ni ud af 10, der mener at have hørt nattergalen synge i marts, har i virkeligheden hørt sangdroslen, fortæller Knud Flensted. Det ved han, da folk har sendt lydoptagelser ind af fuglesangen ind til DOF.
Personligt synes Gerth Nielsen ikke, der er noget, som minder om nattergalens sang, men hvis man ikke er så skarp til at kende fuglestemmer, kan man godt forveksle de to.
- Nattergalens sang varierer meget, mens sangdroslen gentager sine triller, siger Gerth Nielsen, som er turleder den 31. maj på nattergaleturen til Nordvestsjællands bedste nattergalested, Vesterlyng ved Kalundborg.
Nattergaleture på Sjælland med DOF og DN
23. maj: Tude Ådal, kl. 7.10, p-pladsen ved Bildsøvej 185, Slagelse. Turleder: Jan Kiel, DOF.
25. maj: Ramsødalen, kl. 5-9, Kumlehusevej/Ramsødalen, Roskilde. Turleder: Bjarne Bo Jensen, DOF.
28. maj: Klinteskoven ved Tissø, kl. 20.30-22, p-pladsen ved Sæbyvej 51. Turleder Carsten Clausen, DN.
31. maj: Eskebjerg Vesterlyng, kl. 6.00, p-pladsen ved Mareskoven. Turleder: Gerth Nielsen, DOF.
31. maj: Flommen, Runde Mose, Sorø, kl. 3.30-6 for enden af Ingemannsvej. turleder Rolf Lehrmann, DN/DOF.
31. maj: Tude Ådal, kl. 7-11, Trelleborg Alle 4. Turleder: Christian Glahder, DN/DOF.
4. juni: Kirkestien, Strøby, kl. 20-22, Strøby Kirke. Turledere: Marta Bargoly Grun og Henning Skjellborg.
Til disse ture anbefales det at have »terrængående« fodtøj på og medbringe kikkert, madpakke og drikkevarer. Det er ikke alle ture, der er egnet for gangbesværede.
Læs mere om turene på og .
Nattergalen (16 cm) minder om en stor rødhals, men har længere hale. Den er brunlig på ryggen og gulbrun på brystet og bugen. Halen og vingerne er rødbrune.
Nattergalen finder man ofte i tilgroede moser og fugtige skove med en rig undervegetation, især pilekrat. Den er mest udbredt i den sydøstlige del af landet.
Hannen synger for at tiltrække en hun og for at markere sit territorium. Den høres især fra midt i maj til midt i juni.
Fuglen, som er udbredt i det nordøstlige Europa og vestlige Asien, ankommer fra det tropiske Afrika først i maj. Den trækker sydpå i august/september.
Hunnen bygger reden af græs og vissent løv, gerne direkte på jorden. Fire-seks æg lægges ca. 1. juni og udruges af hunnen. Efter 10-12 dage forlader ungerne reden, inden de er klar til at flyve.
Nattergalen lever af insekter, edderkopper og andre små leddyr, der alle tages på jorden.