Hvem bor i det dejligste hus i Gentofte Kommune? Det afsløres inden for ganske få uger, når dommerkommitéen træder sammen den 22. maj for at besigtige de fem boliger, der har størst vinderpotentiale blandt alle de kandidater, der deltager i årets dyst.
Med på holdet i år til at kåre vinderen er boligeksperten Camilla Høeg Gade, der sikkert er kendt af mange fra bl.a. Go'morgen Danmark og tv-programmet 'Hjælp - mit hus skal sælges', hvor hun hjalp ejerne med at forvandle boliger fra usælgelige til salgsklare.
Som meddommer i Årets Hus-konkurrencen vil hun lægge vægt på, om husets sjæl er bevaret i en eventuel renovering, og om man i indretningen kan mærke, hvem der bor i boligen.
"Har man renoveret huset, er det vigtigt, om den løsning, man har valgt, hænger sammen med husets oprindelige tanke. Det kan selvfølgelig lade sig gøre at omdanne et 70'er-hus til en patriciervilla, og her vil det være afgørende, at det fungerer både brugsmæssigt og æstetisk", forklarer hun, der i dag er kreativ chef hos Benjamin Media.
"Når det gælder indretningen, vil jeg se på, om stilen er personlig. Om man kan fornemme, hvem der bor i boligen. For mig handler det ikke om at kunne indrette sig som i et boligmagasin. Det fungerer sjældent optimalt. Det, der giver huset sjæl og gør boligen personlig, er netop det personlige. Indretningen kan være et miks af gamle arvestykker og moderne design, det kan være en gennemført 70'er-stil, eller noget helt tredje, blot det kan mærkes, at der leves et liv i hjemmet", forklarer Camilla.
Selv holder hun meget af at indrette sig med et miks af nyt og gammelt i sit eget hjem - i øvrigt i et arkitekttegnet kædehus, som familien netop har bygget til.
"Vi bor i et hus med begrænsede muligheder for at ændre på stilen, og det har været en kæmpeopgave at få vores behov som en moderne børnefamilie passet sammen med en stram lokalplan. Så jeg ved, hvad der kræves, når man renoverer og bygger om i et arkitekttegnet hus", understreger hun.
De øvrige dommere i kommitéen er bl.a. indehaverne af danbolig-butikkerne i kommunen, filialdirektørerne i Nordeas afdelinger og indretningsekspert mm. Jarl Witzke.
Når Årets Hus i Gentofte 2015 er fundet, kan vinderen se frem til at supplere møblerne inde eller ude med nye fra Bo-Tikken Indretning på Hellerupvej til en værdi af 25.000 kroner.
Indehaver af Bo-Tikken indretning, Søren Rydahl, fortæller, at vinderen frit kan vælge fra forretningens store udvalg af møbler.
"Om man har lyst til at få nyt til terrassen, stuen eller soveværelset, det er op til vinderen. Vi hjælper selvfølgelig gerne med at finde frem til den præmie, som passer bedst til indretningen", siger han.
Det er 13. år i træk, at danbolig i Charlottenlund, Hellerup, Gentofte og Vangede - i samarbejde med Nordea og Villabyerne - arrangerer 'Årets Hus i Gentofte Kommune'. Alle typer huse kan være med i bedømmelsen, blot de er beliggende i Gentofte Kommune og ikke er sat til salg.
Et hus kan blive valgt, fordi det er flot restaureret, er indrettet med en særlig idé, opført i et specielt samspil mellem hus og have eller har en særlig arkitektur.
For at deltage i dysten om titlen Årets Hus, skal man tage billeder af huset både udvendigt og indvendigt og af haven samt skrive en kort beskrivelse af huset og sende eller aflevere det til en af de lokale afdelinger af danbolig og Nordea.
Sidste frist for at deltage er tirsdag den 19. maj kl. 12.