I Jyllinge tænker man knapt så meget på S-tog til Roskilde. Her går snakken på, om man kan gøre noget for den lokale kollektive trafik.
Afstanden til København har fået beboer Thomas Boesgaard til at lufte et alternativ. Kunne man måske tænke en S-togslinje til Jyllinge fx fra Veksø via Gundsømagle?
- Det ville jo ikke kræve meget at videreføre den linje, og så ville den virkelig gavne vores by! Tænk hvis man med det offentlige kunne komme ind til København på cirka en halv time, skriver han på byens lokale facebook-debatside.
Formand for teknik- og miljøudvalget, Torben Jørgensen (S), er også så tæt på at skyde ideen ned, som man kan komme, uden at sige »duer ikke, væk«.
- Befolkningsgrundlaget er nok for lavt. Så snart vi taler skinner, så er det helt andre beløb, som skal på bordet. Vi skal have alle de gode ideer på bordet, og jeg synes bestemt om ideen. Så må vi se, hvor mange af de gode ideer, vi må skyde ned med det økonomiske argument, siger han.
Tidligere har Roskilde Kommune talt om en letbane fra Trekroner til Risø Park. Den strandede på at passagergrundlaget var for lille i forhold til etableringsomkostningerne. Der kommer nu i stedet en bus i egen busbane.
