Der er for få kunder, der svinger dankortet i Vero Moda på Storgade i Sorø. Derfor og af personlige årsager lukker ejeren i samarbejde med Vero Moda modetøjsforretningen i Storgade. Butikken er franchise-ejet - altså ejet af en person, der for en årlig afgift har købt retten til at drive og udvikle sin egen forretning under kæde-navnet.
- Det er partneren, der i tæt dialog med Vero Moda, har valgt at lukke butikken, oplyser Jesper Stubkier til DAGBLADET og Sjællandske.
Vero Moda fik en lidt kaotisk start i Sorø. Da tøjkæden ville åbne butiksafdeling i Holberg-Arkaden, havde udlejer Bjarne Mayland fra Danton A/S ikke lige fået fortalt kæden, at de øvrige tøjbutikker i Arkaden havde ret til at nedlægge veto mod flere forretninger af samme slags - og det gjorde de så. Derfor måtte indehaverne ud og finde andre kvadratmeter til bukser og bluser. Det fandt de i Storgade 4 i den tidligere Sadolin Farveland-butik, hvor butikken åbnede 1. april 2003.
