Rocksangeren Johan Olsen (Magtens Korridorer), journalisten Torben Steno og den virtuose Peter Jessen på blæs udgør trio-ensemblet Pligten Kalder, som kan opleves i Toldkammeret på fredag den 10. april kl. 20.00.
Torben Steno bestyrer Optigan-orglet og andre mangelfulde tangenter. Johan Olsen er tristesse-troubadouren med velkendt magtfuld vokal og ekstra godt grus i ganen, mens Peter Jessen på hæsblæsende klarinet/mezzosopran-sax er det virtuost omfavnende og nødvendige bindeled mellem de to andre flaksende mandesjæle og en oplevelse i sig selv.
Pligten Kalder er live kendt for magiske øjeblikke og spontant dedikerede fans. Her udfolder de to snakkehoveder Steno og Olsen sig også mellem numrene, mens Jessen bevarer roen for alle.
Sidste år udgav Pligten Kalder deres første hele album med den melankolske titel "Du skulle have været der i går". Albummet rammer præcist ned i det poetiske terræn trioen Pligten Kalder bevæger sig i.
