Hestespil for demente vandt innovationspris

Et spil, der aktiverer demente borgere, løb med førstepladsen, da Høje-Taastrup Kommune uddelte årets Innovationspris, skriver DAGBLADET Roskilde.

Hestespillet, som det hedder, er et simpelt spil, som består af store træheste, som bliver flyttet rundt på en kæmpe spilleplade alt efter, hvad terningerne viser. Hvis man lander på et aktivitetsfelt, skal alle spillerne udføre en lille fysisk aktivitet som at vippe med fødderne 10 gange eller lave høje knæløft.

Spillet er udviklet af sosu-assistenterne Anna Jensen og Mona Thirstrup fra Daghjemmet Anemonen i Hedehusene.

- Det er en rigtig god måde at aktivere de ældre demente, på man mærker glæden hos dem. Den, der vinder, får en lille pokal, som de kan have stående, og det betyder meget. Demente lever meget i deres følelser, og det at vinde er noget, de husker, fortæller Anna Jensen.

Spillet har været brugt i halvandet års tid på Daghjemmet Anemonen, som er et dagcenter for hjemmeboende demente, men også de øvrige plejecentre i kommunen er interesserede i at få et eksemplar af spillet.

- Derfor har vi nu taget kontakt til produktionsskolen for at høre, om de kan fremstille det, så vi kan få det ud til flere, fortæller Mona Thirstrup.

Med prisen følger 20.000 kroner, som skal bruges til et arrangement på arbejdspladsen. Hvad det bliver, er dog endnu ikke besluttet.

På innovationsfestivalen kunne ansatte fra kommunens skoler, plejehjem og andre institutioner fortælle om spændende projekter, der har øget servicen og glæden hos borgere, ligesom man ved forskellige værksteder kunne få hjælp til at søsætte sine egne projekter på sin arbejdsplads.

Blandt de præsenterede projekter var blandt andet et projekt i børnetandplejen om bedre behandling af huller, et KOL-projekt på Espens Vænge, Ildfluerne hos brandvæsenet, hvor udsatte unge bliver 'uddannet' til brandmænd, og et rebranding-projekt af biblioteket

Læs mere i DAGBLADET Roskilde lørdag.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...